Eaton Holec - en dansk nichevirksomhed i en stor amerikansk koncern
Eaton Holecs afdeling på Naverland i Hersted Industripark fungerer, som en selvstændig enhed, men hører under Eaton Holecs hovedkontor i Vejle. Afdelingen har i dag ca. 18 ansatte, med Erik Kindberg, som leder, og producerer elektrisk måleudstyr og transformere. Virksomhedens historie går tilbage til den københavnske virksomhed Laur. Knudsen (etabl. 1896), men efter en turbulent periode omkring 1990, opkøbtes den i 1991 af det hollandske selskab Holec International Holding og navnet ændres til Holec A/S.

I 2003 blev den overtaget af den amerikanske industrikoncern Eaton Corporation med over 50.000 ansatte i mere end 50 lande. En dansk industrivirksomhed, der har fundet sin niche. Det er én måde at beskrive Eaton Holec A/S på. En anden: En lille afdeling i et stort amerikansk firma. Hos Eaton Holec, på Naverland i Hersted Industripark laver de 18 ansatte elektrisk måleudstyr og transformere. Det danske hovedkvarter ligger i Vejle, men egentlig er den lille produktionsenhed et lille hjørne af en stor amerikansk koncern, med over 50.000 ansatte i mere end 50 lande.
Erik Kindberg er site-manager på fabrikken. ”Det hedder det efter det amerikanske system. Men altså, jeg er chef for den del af virksomheden her, som ligger i Glostrup og den fungerer faktisk, som et firma i firmaet, fordi vi fungerer uden særlig indblanding andre steder fra,” forklarer han. Oprindeligt var virksomheden en del af LK – Laurits Knudsen – men så blev den solgt fra til en hollandsk koncern, Holec, og i 2003 videre til den amerikanske koncern Eaton Corporation. Erik Kindberg har været med siden tiden hos LK, men da afdelingen blev solgt fra, blev han bedt om at følge med og overtage ansvaret for den, og finde nye egnede lokaler. Dem fandt han ved at tage et kort, sætte krydser hvor de forskellige medarbejdere boede, og så se hvad der lå i midten. Derefter gik han på jagt efter egnede lokaler – og sådan endte produktionen på Naverland.
Virksomheden har ikke noget at gøre med LK mere, men produktet – strømtransformere - er i bund og grund det samme, som det der blev opfundet i 1918. ”Vi har kataloger fra 1923, på de produkter her og man kan sige, at funktionen af dem er egentlig den samme. Det er selvfølgelig en helt anden teknik og helt andre materialer, end i dag, men det man bruger dem til er jo langt hen af vejen det samme, som man har nu,” siger Erik Kindberg. De mange års erfaringer med det samme produkt gør også, at virksomheden på Naverland er meget specialiseret. Og det er grunden til, at den har fået lov at blive hvor den er.
”Allerede i LK tiden var der tale om at flytte virksomheden. Jeg tror sågar, at der har været tale om at flytte den til Indonesien på et tidspunkt. Der har også været trusler om at flytte virksomheden, hvor man har talt om at flytte den både til Vejle og andre steder. Men altså, løbende har de så indset, at det er så specialiseret en produktion, så at hvis ikke personalet flytter med, så får de ikke den knowhow, der hører til, at kunne fremstille produkterne.”
Det amerikanske moderselskab har indført nogle anderledes måder at gøre tingene på, men for Erik Kindberg har overtagelsen primært været en positiv oplevelse. Først blev virksomheden undersøgt til bunds, for som rigtige amerikanere skulle de nye ejer vær sikre på, at der ikke var risiko for en efterfølgende retssag. Det skulle tjekkes, om grunden var forurenet og om bygningerne indeholdt materialer, som folk kunne blive syge af. ”Men allerede på andendagen efter den rigtige overtagelse, kom der så nogen og præsenterede firmaet, og meget af det var faktisk på dansk. De havde lavet danske plancher og sådan noget, så det var professionelt.
Det var i og for sig positivt. Men det er selvfølgelig specielt med amerikanere. De vil for eksempel have os til at lave planer for at kunne evakuere bygningen i tilfælde af tornadoer, eller i forbindelse med bygningskollaps. Og de vil vide, hvor mange bevæbnede vagter vi har og sådan noget.” Men der er også nogle af de amerikanske påhit, som giver mere mening. Bland andet er Erik Kindberg meget glad for de undersøgelser af medarbejdernes tilfredshed, som bliver gennemført hvert år. Virksomheden på Naverland scorer højt hver gang, men de udsving der er giver ham en god mulighed for at dykke ned i evt. problemer og få dem løst. Men det kan også blive for meget af det gode med projekter.
”Noget nyt, der lige er kommet er et projekt, hvor der skal være ens farve på ryggen af mapperne og skrivebordet skal være totalt ryddet og sådan noget. Hvis man skal sige den negative del af det, så kører de, hvad skal man kalde det, undersøgelser hele tiden, som tager en hulens masse tid, så man har svært ved at få tid til sit normale arbejde. Jeg følger det nok ikke så grundlæggende her, fordi vi er så små, og vi kan jo simpelthen ikke tage det hele. Det prøver jeg også at sige til dem nogle gange, men nogen gange så har de svært ved at indse, hvor små vi er. De har lidt svært ved at overskue i sådan en lille virksomhed, at vi ikke laver de store systemer, som de beder om.”
Men selv om de er en lille afdeling i en stor koncern tvivler Erik Kindberg ikke på, at produktionen kommer til at fortsætte på Naverland også i fremtiden. Og den 61-årige site-manager har da også sørget for kontinuiteten, ved at ansætte en, der allerede nu kan drive virksomheden, når han ikke er der. ”Det har faktisk været et krav både fra den tidligere ledelse og nu, at når vi skulle investere i noget, så ville de sikre sig, at, hvis jeg får en tagsten i hovedet, så kan virksomheden køre videre alligevel.”


