Familiestøberiet
Johan Jensen & Søn Metalstøberi på Naverland er en familievirksomhed, som blev etableret på Vesterbro af Knud Johan Hagens oldeforældre i 1892. Fra 1904 og frem til 1966 lå virksomheden på adressen Vesterbrogade 134. I 1966 flyttede man ud af byen til Hersted Industripark, hvor virksomheden har ligget siden. Knud Johan Hagen overtog virksomheden i 1996. Virksomheden ordreproducerer metalstøbegods til industrien og har 7 ansatte.
Indehaveren Knud Johan Hagen er født op opvokset i et støberi – næsten i hvert fald. Da han blev født i 1941 boede familien i forhuset til den ejendom, hvor hans far og farfar havde støberi i baghuset. Det hele foregik på Vesterbro. Og Knud Hagen har aldrig været i tvivl om, at han også selv skulle være støber. Fra helt lille opholdt hans sig så meget han kunne i støberiet – også den dag, hvor Shell-huset blev bombet (og hans lillesøster blev født). Da luftalarmen gik var der én, der snuppede ham op af et af de store sandtrug, hvor han sad og legede, og tog den 4-årige dreng med ned i kælderen.
Støberiet har i dag 112 år på bagen – og siden 1966 har det ligget på Naverland i Hersted Industripark. Udflytningen fra Vesterbro var nødvendig, fordi det ikke længere var tilladt at have jernstøberier liggende i så tæt bebyggelse, og så gik turen til Glostrup. Faktisk kom virksomheden før vejnavnet – så det er grunden til, at Johan Jensen og Søn i dag ligger på hjørnet af Naverland og Formervangen. Det var Knud Hagens oldefar, der startede støberiet i 1892. Og selv om meget har forandret sig, så er kundekredsen faktisk i store træk den samme.
Men selv om Knud Hagen har været i støberiet lige fra han blev født – og selv om der aldrig har været tvivl om, at han skulle være metalstøber, så har han alligevel prøvet at være andre steder. Efter gymnasiet kom han i lære i en anden virksomhed – og tog efterfølgende til Køln i Tyskland for at arbejde og blive bedre til tysk. Det var også i Tyskland, at han blev uddannet til støberiingeniør og vel hjemme i Danmark arbejdede han en kort tid for Burmeister og Wains, inden han var klar til at komme tilbage til familiefirmaet. Det forpligter lidt, føler Knud, at støberiet har været i familien i fire generationer. Og han har ikke lyst til at være den der lukker og slukker, men det tror han nu heller ikke, at han bliver.
”Jeg har en søn, der er udlært former og jeg har en søn, der er reklamemand. Ham der er udlært former, har været i lære i støberiet her, og han har også været og arbejde her efter, men i øjeblikket, der er han ude og prøve noget andet. Det har jeg også selv været, og jeg ved godt, hvor vigtigt det er, at man kommer ud”, fortæller han. Virksomheden er skrumpet noget i takt med, at årene er gået og mere og mere er blevet mekaniseret. Engang var der 36 ansatte – i dag er der kun 6 i produktionen. Den store mekaniseringsgrad kan dog også give problemer.
”Vi har ikke nogen lærlinge lige i øjeblikket, og vi har heller ikke haft det i et stykke tid. En af grundene er, at det er blevet så mekaniseret, så det er faktisk svært at finde arbejde til en lærling, til at kunne lære en lærling ordentlig op, det kræver nogen ressourcer”, forklarer Knud Hagen, der mener, at det er et generelt problem for industrien i dag. Virksomhederne specialiserer sig for at kunne klare konkurrencen, men må derfor give køb på at kunne uddanne nye faglærte.
Faggrupperne har også forandret sig, og forskellene er blevet mindre. Før i tiden blev metalstøbere og gørtlere betragtet som håndværkere, mens jernstøberne – eller formerne, som de kaldes – havde en mere industripræget uddannelse og arbejde. Men da de alligevel lærte det samme – at lave indløb, sætte tappe på og beregne kulstof, både til jern, metal og aluminium – besluttede man at lægge uddannelserne sammen. |
