Paaskebrød: Manden der rationaliserede pølsebrødet

Julius Paaskesen åbnede i 1951 eget bageri i Revalsgade på Vesterbro. Her begyndte han at levere brød til byens pølsemænd, en forretning som med tiden tog om sig, og resulterede i en egentlig industriel produktion under navnet Paaskebrød. I 1961 startede Paaskesen sin første halv-automatiske fabrik på Egegårdsvej i Rødovre, for endelig i 1968, at flytte produktionen til en nybygget fabrik i Glostrup, hvor kapaciteten var 500.000 brød om dagen. I 1985 overlod Julius Paaskesen fabrikken til sin søn Ib. I 1988 solgte familien Paaskesen virksomheden til den svenske koncern Cerealia (Cerealia Unibake).

JP: Ja, ja, der er jo mange måder at sælge varerne på. Historien om hvordan en skibskok blev bager, fik en idé om at brød skulle være så ensartet som cigaretter – og blev manden bag pølsebrødet. Julius Paaskesen er manden bag Paaskebrød. Pølsebrød, bøfbrød og hotdogbrød. Julius’ forældre havde ikke ret mange penge, så da han gik ud af skolen, skulle han klare sig selv. Derfor tog han ud at sejle, som kokkeelev. Men efter et ophold på land indså han, at man ikke lærte nok ombord og startede jagten på en almindelig læreplads. Man skulle dog selv betale kost og ophold, og det var der ikke råd til – og i stedet uddannede han sig til bager. Han fandt ud af allerede i sin læretid, at han ville være selvstændig, for ” når man godt kan lide at arbejde og at arbejde hurtigt, ja så okay, så kommer der flere penge i mesters lomme, men der kommer ikke ekstra i min. Så på det grundlag blev jeg så selvstændig.”, fortæller han.

Derfor åbnede han i 1951 sin egen bagerbutik i Revalsgade på Vesterbro – og som det var kotume dengang kom den lokale pølsemand snart forbi for at høre, om han ikke kunne få 200 stk. brød om dagen. Dengang var pølsebrødene ikke som de er i dag. ”Dengang der var det almindelig blødbrødsdej, pølserundstykker kaldte man dem. De skulle jo bare være runde eller halvrunde, ikke”, forklarer Julius Paaskesen. Han mente dog, at pølsebrødene kunne laves smartere. Først satsede han på at lave dem aflange – ligesom de var i Amerika – fordi det var mere praktisk.

Allerede her begyndte han at tænke i rationalisering, og der gik ikke længe før brødene til den lokale pølsemand ikke længere var håndrullede, men blev lavet på en lille maskine. En maskine, som Julius Paaskesen selv mener, er oprindelsen til rationaliseringen af pølsebrødet. For han ville gerne have, at brødene blev ensartede. ”Jeg sagde til mig selv en dag; Jeg vil prøve, om jeg kan lave en vare så ensartet, som f.eks. en pakke cigaretter. Og det sagde jeg engang til en fest jeg havde, en sammenkomst, med nogle kunder, slagtere, og det fik jeg et forfærdeligt høre for. Det ville jeg aldrig kunne opnå. Men det opnåede jeg jo så; en pakke pølsebrød der er ligeså fin som en pakke cigaretter.” Forretningen voksede støt, efter Vesterbro gik turen til en butik på Frederiksberg – og så åbnede Julius sin første halvautomatiske fabrik i Rødovre.

Og i 1968 tog han springet helt over i industrien og flyttede i en egentlig fabriksbygning på Naverland i Hersted Industripark. I takt med de større lokaler kom der også flere ansatte. I starten var der kun Julius Paaskesen og hans kone – og inden han solgte var der næsten 100 ansatte. Fabrikken brugte omkring 40 tons mel om ugen – noget der svarer til at der blev bagt over 3,5 millioner pølsebrød. ”Det var brødene, som blev lavet fra starten af, pølsebrødene, bøfbrødene og hot dogbrødene, det har været det grundlæggende. Senere er der så kommet de franske hot dogs, som er sådant set, et forvokset pølsebrød, vi kan også kalde det et flutebrød. Det er også et aflangt brød. Det kom sådan senere. Og det er, nu hvor der er gået nogle og halvtreds år, der kører de tre sortimenter jo uændret. Det vil sige, at de er lavet sådan, at lige nu er de ikke blevet lavet bedre, end de var.” Julius Paaskesen nød at bygge forretningen op. Også da det blev en industrivirksomhed.

I løbet af det første år fik han 7 pølsemænd som kunder – året efter var der 20 ”og så blev det faktisk ved med at stige 10 procent per år i mange år, med flere og flere og flere. Og så har det ellers været at udvide og udvide.” Og kunderne kom næsten af sig selv. Mange af de mindre bagere, der ellers havde haft tjansen med at bage til den nærmeste pølsevogn måtte opgive, fordi de ikke kunne konkurrere på hverken pris eller kvalitet. Men det krævede hårdt arbejde.

Som leder af hele foretagendet startede en typisk arbejdsdag for Julius klokken 03:00 om natten – og han kunne ikke regne med at være færdig før klokken 21:00 om aftenen. Men han har ikke haft noget imod det – for hans arbejde var også hans hobby. I 1988 solgte han virksomheden. Det var ikke med hans gode vilje, men Cerealia Unibake var en seriøs køber og hans søn Ib havde ikke lyst til at fortsætte virksomheden. Efter Julius’ mening skyldes det især, at Ib kun er teoretiker og ikke håndværker.  ”Han var jo teoretiker, det bliver alle unge mennesker jo nu, så viste det sig så, at det ikke altid er nok kun at være teoretiker. Det gør ikke noget at der er lidt håndværker indenunder, for de kan ikke helt undværes, sådan er det bare. Der er ikke noget der laver sig selv, det er der ikke.”