Kulturjagt.dk
Under overskriften "Børnekultur i kommunen - nye veje og metoder i arbejdet med børn, kultur og fritid" har Børnekulturens Netværk under Kulturministeriet givet økonomisk støtte til 14 kommuner, som vil nytænke børnekulturen. Høje-Taastrup er blevet modelkommune, Albertslund følgekommune, og Kroppedal samarbejder med begge.
Alle børn har en kulturarv
Høje-Taastrup kommunes projekt udvikler og udfolder sig digitalt. Unge i grundskolens udslusningsklasser (7-10 kl.) skal sammen med Kroppedal udforme et helt nyt koncept for formidling af kulturarven. Det sker på en digital portal og sætter fokus på opbrud og lange linier, krig og fred, handel og produktion, landsby og metropol, samt indvandring og hjemstavn - temaer, som netop har præget egnen fra oldtiden til i dag.
På kryds og tværs bliver historierne om jernalderboden koblet til mennesket i industrialderen. Eleverne ser også på konsekvenserne af de krige, der gennem tiden har berørt Høje-Taastrup: Fra den svenske invasion i 1658 til i dag.
Det er eleverne som står for den digitale historieportal. Kroppedals inspektører og arkivarer bidrager med viden og ekspertise. Vi starter i september 2008, og resultatet kan ses i marts 2009. Her viser eleverne, hvordan de fremover gerne vil arbejde med historien, og hvordan man kan gå nye veje i formidlingen af historien med moderne medier.
Besøg www.kulturjagt.htk.dk


