Marknavnet "Ødetofter" er knyttet til en svag forhøjning vest for Kragehave landsby i Høje-Tåstrup. Navnet indikerer, at Kragehaves forløber formentlig har været placeret netop der.

Kroppedal udførte i 2005 en omfattende undersøgelse af netop dette område, i det Lind og Risør A/S udstykkede arealet til bebyggelse. En prøveundersøgelse af 120.000 m2 resulterede i en egentlig udgravning af 12.600 m2.

Undersøgelsen bekræftede, at der i området mellem Kragehavevej og Roskildevej findes udbredte spor efter bebyggelsen fra sen vikingetid (ca. 900-1100 e.Kr.) og tidlig middelalder.

Udover dele af huse fra jernalderen, afdækkede museet en brønd med velbevaret brøndkasse bygget af bøgeplanker og enkelte egeplanker i lafteteknik. Flere af plankerne bar præg af at være genbrug af bygningstømmer, idet der er naglehuller og udskæringer til sammenføjning.

To egeplanker er således samlet med skibsnagler, og mellem de to planker sidder kalfatring af blandt andet dyrehår.

Den foreløbige undersøgelse af naglerne og skibs- eller bådplankerne viser, at der formentlig er tale om resterne af et middelalderligt fartøj fra 1200- eller 1300-tallet.

På ydersiden af brøndkassen fandt arkæologerne en stor slev samt et hestekranium. Skeen kan have have fungeret som øse og være havnet i brønden ved en fejl. Hestekraniet er derimod svært at forstå, for hvem placerer med fuldt overlæg et hestekranium i sin egen brønd?

Brønden

Den velbevarede brøndkasse er solidt udført i tommetykt bøgetømmer med udskæringer til de korslagte hjørner.

Flere planker har karakteristiske udskæringer omtrent af samme størrelse og form som en stigbøjle.

Udskæringerne har fungeret som trin, og de fortæller en kuriøs lille historie om brøndgraverens håndværk: Under gravningen af brønden har plankerne stået på højkant, og de udskårne huller viser at man brugte plankerne som stiger. Det var trods alt flere ton fed sjællandsk ler der skulle op af hullet, inden brønden blev færdig. Da brøndgraveren nåede omtrent 2,5 meter ned, mødte han et sandet og stærkt vandførende lag.

I denne dybde strømmer vandet ind i udgravningen, og brøndgraveren må have haft problemer med sammenstyrtning ligesom arkæologerne havde under udgravningen. Her har stigeplankerne så fundet anvendelse: En efter en er de hurtigt blevet hugget til og placeret til støtte af den stejle jordvæg. Brøndgraveren har formentlig søgt ophold inde i brøndkassen medens lerjord blev stampet ned på ydersiden, og ved arbejdets færdiggørelse har han stået på kanten af brøndkassen, der skifte efter skifte er blevet bygget op mod overfladen.

Læs om konserveringen af middelalderbrønden