Langagergård, Knardrup
Egedal Kommune 2008
Udgravningsleder: Lotte Reedtz Sparrevohn
Læs bygherrerapport
I efteråret 2008 gravede arkæologerne fra Kroppedal Museum på en bar mark syd for Knardrup. På marken skulle der indvindes rødler, og før dét fandt sted fik museet lejlighed til at lave en museumsgravning. Den afslørede sporene efter en lille boplads fra jernalder.
Gård fra jernalderen
På kanten af et lille vådområde lå der i ældre romersk jernalder en gård. Gården bestod af et langt hovedhus og et lidt mindre udhus og den blev formentlig bygget kort efter år 100 e. Kr.. Hovedhuset havde fem sæt tagbærende stolper, der stod to og to i midten af huset. Det var 17 meter langt. Udhuset var kun 13 meter langt.

Fra jernalderbondens gård var der mod vest udsigt til et lille vådområde og et bakkedrag.
Omkring år 150 blev gårdens huse genopført. Hovedhuset blev udvidet og kom til at bestå af hele 7 sæt tagbærende stolper, og det har været 6 meter bredt og mere end 25 meter langt. Udhuset blev også længere, hele 19 meter. Mellem de to huse var der et hegn, og tæt på hovedhuset var der en lille rund indhegning, måske en dyrefold.
Fosfatanalyser af hovedhusene skal afsløre, om der har været stald i husenes ene ende eller om de udelukkende er blevet brugt til beboelse.

Oversigtsplan over den store gård.
Gruber
Omkring husene var der mange gruber. Gruber er nedgravninger i jorden som er blevet fyldt op med affald fra bopladsen. Gruberne blev formentlig gravet af jernalderbonden fordi han skulle bruge den fine rødler i undergrunden til lerklining af husene eller til fremstilling af lerkar. Den samme rødler, som i 2008 var årsagen til, at stedet blev udgravet.

Udgravning af en grube. Gruben indeholdt 9 kg keramik fra ca. 25 forskellige lerkar. På kanten af gruben står fundkasser med keramik.



