Hør
I de senere år er man blevet opmærksom på de spor, som den forhistoriske hørproduktion har sat sig. Processen med at producere hørfibre til tekstil er langvarig og underinddelt i adskillige faser.
Yderst består hørstænglen af et barklag og inderst af en træagtig masse kaldet veddet. Mellem barken og veddet findes en krans af strenge eller taver, og det er disse, der kan spindes til tråd.
Efter at frøene blev fjernet, lagdes de bundtede stængler til rødning i brønde, søer eller vandløb. Rødningsprocessen skulle kontrolleres, således at forrådnelsen kun nedbrød vævet omkring taverne og ikke selve taverne. De rødnede hørstængler skulle herefter lufttørre, før de blev tørret over en grube med bål eller i et særligt tørrehus.
De knastørre rester af stængeldele kunne herefter fjernes, og de indre fibre var klar til at blive redt/heglet med et bræt med lange jernpigge og endelig blive spundet.
De arkæologiske udgravninger dokumenterer de jordgravede anlæg i form af rødningsbrønde og brydegruber og hertil undertiden et stort antal grubehuse eller økonomibygninger, hvor den forarbejdede hør blev opbevaret og vævet. En tolkning af brønde som hørrødningsbrønde drages på bagrund af en usædvanlig hyppig forekomst på bopladsen. Desuden kendes flere fund af stiger i sådanne tætliggende brønde, der kan indikere, at de har haft en anden funktion end drikkevandsbrønde.
Brydegravene, hvor hørren blev tørret, var rektangulære og bestod af relativt små opvarmede sten, der sikrede en jævn varme. Omkring disse var rejst et stativ, hvorpå hørren blev tørret.
De ældste hørtekstiler i Danmark er fra romersk jernalder, men fund af produktionsanlæg til hørbearbejdning antyder, at udnyttelsen af hør som tekstilplante kan gå helt tilbage til yngre bronzealder. |
