Peder Horrebow
Kom fra en fattig fiskerfamilie i Løgstør. Alligevel kæmpede han sig vej til Københavns Universitet og vakte opmærksomhed med sin tekniske snilde.
 |
Peder Nielsen Horrebow (1679-1764). Portræt i privateje. |
|---|
Blev 1703 assistent for Ole Rømer, og blev, efter talrige bønskrifter til kongen, selv professor i astronomi i 1714. Var ligeledes direktør for observatoriet på Rundetårn 1714-49. Horrebow var en alsidig mand, der også blev dr. med. 1725.
Københavns brand i 1728, hvor Trinitatis-komplekset (kirken, universitetsbiblioteket og observatoriet - blev ødelagt, medførte en afbrydelse af Horrebows studier og af observationsarbejdet på Rundetaarn, og mens han reddede Rømers efterladte papirer, gik hans egne manuskripter tabt.
Med støtte på 300 rigsdaler fra kongen og sin velynder, den rige baron Vincents Lerche, blev der skaffet penge til genopførelsen af af observatoriet på Rundetårn. Horrebow forestod nyindretningen, som først blev taget i brug igen i 1741.
 |
|---|
Horrebows observatorium på Rundetårn. Rekonstruktion ved Poul Darnell. Klik for at forstørre |
Ligesom Longomontanus var elev af Tycho Brahe, var Horrebow elev af Ole Rømer og videreførte pligtfuldt hans arbejde, og mens hans egne manuskripter gik tabt ved branden, udgav hans uudgivne astronomiske observationer.
Det skete først og fremmest i bogen Basis Astronomiæ fra 1735, som bl.a. indeholder en omhyggelig beskrivelse af Rømers tre-dages observationer. Det er især takket være Horrebow, at meridiankredsen og andre af Rømers opfindelser blev bevaret for eftertiden. Også Opera Math. Phys. fra 1741 og den utrykte Atrium Astronomicæ bygger på og viderefører Rømers arbejde.
Horrebow forsøgte ligesom Rømer at påvise en parallakse for fiksstjernerne, der én gang for alle ville bevise Jordens kredsløb om solen. I 1727 udgav han den lille bog Copernicus triumphans, hvor han hævdede at have påvist denne parallakse, men hans metode var helt afhængig af, at hans ure gik fuldstændig jævnt - hvilket det har vist sig, at de ikke gjorde.
Horrebow blev gjort til grin på grund af bogen, og er formentlig inspirationskilde til Holbergs Erasmus Montanus. Stjernekigning forekom den praktisk orienterede Holberg verdensfjernt, og sin foragt for astronomien gav han også udtryk for andetsteds:
Een med Astronomi sig plager, bryder Hierne
Sig bryster, glæder, at han fundet har en Stierne;
I Melcke Vejen han saa lenge vandret har,
at han paa jorden slet er blevet til en Nar
(Ludvig Holberg: Democritus og Heraclitus, Satyra I linie 425
 |
Plageånden. Ludvig Holberg mente astronomien var unyttig, og det fik Horrebow at føle. |
|---|
Horrebow opfandt i 1732 en teknik til bestemmelse af geografisk bredde ved hjælp af stjernerne, som, skønt den var meget brugbar, blev glemt igen. Metoden blev genopdaget i 1883 af den amerikanske astronom Talcott og hedder i dag Horrebow-Talcott-metoden. Peder Horrebow blev efterfulgt som professor i astronomi af sønnen Christian Horrebow.
Ligesom med Longomontanus har Horrebow fået et månekrater opkaldt efter sig.
Horrebow på Kroppedal
Kroppedal har et af de få bevarede eksemplarer af Horrebows Basis Astronomiæ fra (1735), hvor han redegør for Ole Rømers instrumentering og observationsmetoder.
Kilder
N.T. Jørgensen: "Peder Horrebow's Solution of the Kepler-problem", Centaurus 18 (1974), s. 173-183.
Claus Thykier (red.), Dansk astronomi gennem firehundrede år. Kbh. 1990.