Side 1 · Side 2 · Side 3 · Side 4
Ole Rømer
|
Faderen hed Christen Pedersen og var en driftig skipper og handelsmand i Århus. Efter tidens navneskik blev hans søn døbt Ole Christensen, men da familien oprindelig stammede fra Rømø, kom verden til at kende ham som Ole Rømer. Hjemmet rummede navigationsbøger, og interessen for matematik og løsning af praktiske problemer blev givetvis grundlagt i Århus. |
![]() |
|---|
I 1662 drog Rømer til universitetet i København og endte med at få Rasmus Bartholin som vejleder. Det skulle blive afgørende for hans videre karriere.
Bartholin var ud af en stor og vidt forgrenet familie, som dominerede de naturfaglige dele af universitetet og stod i tæt kontakt med lærde over hele Europa. Han nærede stor interesse for matematik, udgav efterladte manuskripter af udenlandske matematikere, og slog til lyd for matematikken som grundlag for forståelsen af naturen.
![]() |
|
|---|---|
| Københavns Universitet. Kvarteret omkring Vor Frue Kirke på Rømers tid (rekonstruktion). Rasmus Bartholin (1625-1698). Rømers vejleder og senere svigerfader. | |
I 1655 havde Frederik 3. købt Tycho Brahes originale observationer fra Johannes Keplers søn, og i 1664 fik Bartholin ordre til at udgive dem. Skønt Rømer kun havde studeret to år (og faktisk aldrig fik afsluttet sin uddannelse), blev han Bartholins assistent i det møjsommelige redigeringsarbejde, som varede frem til 1668. Dermed fik han den bedst tænkelige indføring i astronomiske observationer og fik måske også her lagt kimen til sin livslange stræben efter perfektion.
Udgivelsen af observationerne strandede med Frederik 3.s død i 1670, men arbejdet med dem fik alligevel betydning for Rømers videre karriere.
Jean Picard
I 1671 kom den franske astronom og landmåler Jean Picard til København. Han var udsendt af det parisiske Académie Royale des Sciences for præcist at positionsbestemme Uraniborg. Kun derigennem kunne Brahes observationsdata være til fuld nytte. I dette arbejde bistod Bartholin og, i stadig stigende grad, Rømer.





