Side 1 · Side 2 · Side 3 · Side 4
Paris
Den nye danske konge, Christian 5., besluttede at forære Tychos observationer til den franske konge, Louis 14., som lovede at udgive dem. Det skulle ske ved en ceremoni på ambassaden i Paris, hvor Rømer skulle medvirke. Derfor fulgte han med Picard til Paris, hvor de ankom i 1672. Ved akademiet mødte Rømer nogle af Europas fremmeste videnskabsmænd. Det gjaldt især Jean-Dominique Cassini, der var ekspert i observationer af Jupiter, og det unge hollandske multitalent Christiaan Huygens. Da Louis 14. samme år invaderede Nederlandene, og kom i krig med det meste af Europa, var der hverken tid eller penge til at tage sig af udgivelsen. Det gav Rømer lejlighed til at arbejde i akademiets nyåbnede observatorium.
 |
 |
|---|---|
Videnskab på fransk: (tv.) Observatoriet i Paris står som på Rømers tid, bortset fra kuplen, som er en senere konstruktion; (th.) Kong Louis XIV besøger sit akademi. |
|
Jupiters Måner
Galileo Galilei havde i 1610 opdaget fire måner omkring Jupiter. Dem lærte Rømer allerede at kende under positionsbestemmelsen af Hven. Mens breddegraden var nem at fastlægge, krævede det snilde at finde frem til den korrekte længdegrad. Her anvendte Picard en metode, som allerede Galilei havde anvist, nemlig at tage tid på, hvornår Jupiters måner passerede dens skygge, og sammenligne de to tidspunkter på Hven og i Paris. Bestemmelsen af længdegraden var i det hele taget en vigtig opgave for datidens astronomer, ikke mindst fordi det ville være et uvurderligt værktøj for skibsfarten, og dermed statskassen. Det var et problem som optog astronomerne i Paris, og derfor var det naturligt, at Rømer observationer gjaldt Jupiters måner, og især Io, den inderste af dem.
Lysets tøven
Til at begynde med studerede Rømer Io som en skoledreng, der skal lære lektien. Han konstaterede til sin tilfredshed, at månen punktligt forsvandt bag planetens skygge. Da skete det imidlertid, at hans forudsigelser blev mere og mere upræcise, og til sidst var han 8 minutter galt afmarcheret. Derpå viste de sig atter at holde stik, for dernæst atter at være upræcise. Mens man altid havde vidst, at lyd kunne forsinkes (f.eks. lyn og torden) havde man aldrig bemærket, at det samme gjaldt for lys. De lærde mente derfor, at lyset udbredte sig uden forsinkelse (instantant). Nu kom Rømer imidlertid på den tanke, at afstanden mellem Jupiter og Jorden kunne forklare den uorden, hvormed Io formørkedes. Det betød igen, at lyset havde en endelig udbredelseshastighed - det "tøvede". Han fremlagde sin opdagelse af lysets tøven for akademiet d. 21.november 1676, og via en journalists (meget fejlagtige) artikel i akademiets Journal des Scavans, blev opdagelsen og Rømer snart kendt i det lærde Europa.
 |
Den uregerlige måne. Rømers observationer af Io fra 1676-77, som viser månens tilsyneladende uregelmæssige omløb omkring Jupiter. |
|---|---|
 |
Offentliggørensen. Artikel om Rømers opdagelse af lysets tøven i Journal des Scavans. Bemærk at Jorden her kredser rundt om Solen. Artiklen, som var skrevet af en ukendt franskmand, var forøvrigt behæftet med fejl. |
Rømers opdagelse fik betydning for al fremtidig astronomi, sit første direkte afsæt i den teori om lysets bølgenatur, som Huygens fremsatte i Traité de la Lumière i 1690, og sin endelige anerkendelse med Bradleys påvisning af aberration i 1729.