Ole Rømer

Efter sin hjemkomst indrettede Rømer tre observatorier, som han udrustede med instrumenter han selv havde udviklet. Allerede i Paris havde han i 1672 konstrueret det første mekanisk tilfredsstillende mikrometer til aflæsning af skalaer på intrumenterne. Han indførte kikkerten med trådkors og mikrometer i brændplanet, tillige med anvendelsen af penduluret (som var opfundet af vennen Huygens i 1657).

Herved udviklede Rømer de to instrumenttyper, passageinstrumentet og meridiankredsen, som ved deres opstillingsmåde, lethed og stabilitet betød et gennembrud i positionsastronomiens nøjagtighed. Som direktør for Rundetårn fra 1685, arbejdede Rømer med at udvikle astronomiske instrumenter - kvadranter, de korresponderende højders pendul, azimuthal- og ækvatorialinstrument, samt hans egen opfindelse - passageinstrument (Meridiankredsen).


Kannikestræde. Rømer observerer i sit køkken med passageinstrumentet. Fra Peder Horrebows Basis astronomiae (1735)

Imidlertid lå Rundetårn klods op ad Trinitatis, og kirkeklokkernes bimlen forstyrrede hans observationer. Han indrettede også et observatorium i sin professorbolig i St. Kannikestræde, men selv om han fik savet et dygtigt hak i genbohusets tag, havde han ikke mulighed for at se stjernerne, når de stod lavt.

Landobservatoriet i Vridsløsemagle

Derfor grundlagde Rømer i 1704 et landobservatorium, observatorium tusculanum , på Bartholin-familiens jorde ved Vridsløsemagle ca. 20 km fra København. Skønt det ikke længere eksisterer, ved vi temmelig meget om det. Observatoriet og dets instrumenter er beskrevet og illustreret af både Rømer og hans elev Peder Horrebow. I 1978 lykkedes det endvidere, at finde og udgrave observatoriet. Rømers landobservatorium var småt, men funktionelt og indrettet med skydetag.

	Observatorium tusculanum. Model af Rømers landobservatorium kan ses på Kroppedal.

Triduum - tre døgn i oktober

I 1706 foretog Rømer en række observationer fra landobservatoriet, som udgør den mest spændende og gådefulde del af hans astronomiske virke. I tre døgn (latin: Triduum) fra den 20. oktober kl. 4 eftermiddag til den 23. oktober kl. 6 eftermiddag registrerede Rømer og mindst to assistenter alle fiksstjerne- og planetpassager. Siden talte han om ".mine astronomiske observationer,som jeg altid haver æstimered over alt det ieg haver eyed i Verden.." , og også hans assistenter Lauritz Schive og Peder Horrebow tillagde Triduum-observationerne stor betydning.

Spørgsmålet er hvad Rømer opdagede, eller mente han opdagede, de tre døgn i oktober 1706. Gjaldt det fiksstjernernes parallakse, som man almindeligvis antager? Var det tilfældet havde han én gang for alle bevist det heliostatiske verdensbillede, som alle astronomer på den tid var overbeviste om, men som ingen hidtil havde kunnet levere det afgørende bevis for. Andre muligheder trænger sig imidlertid på. Lykkedes det Rømer før nogen anden, at opdage fænomenet aberration, eller kom han sågar så vidt, at han afslørede stjernernes egenbevægelse, altså den kendsgerning, at vort solsystem bevæger sig gennem Mælkevejen? Det skal fremtidig Rømer-forskning afklare - den gamle astronom rummer stadig mange gåder.

Rømer på Kroppedal

Fundamentet til observatorium tusculanum ligger få hundrede meter fra Kroppedal. Museet har verdens mest omfattende Rømer-samling, herunder de genstande der fremkom under udgravningen af landobservatoriet i 1979. Samlingens perle er det eneste af Rømers instrumenter, som overlevede Københavns brand i 1728 - et enestående pendulur. Dertil kommer eksakte kopier af de planetmaskiner Rømer konstruerede til Louis XIV og af hans jovilabium (jupitermaskine), der illustrerer Jupiter og dens måner. Også andre dele af Rømers virke er dækket. Kroppedal råder over en stor samling af de mål og vægte, der lå til grund for Rømers standardisering af mål- og vægt i 1683, samt en af de milevogne der benyttedes ved opmålingen af Danmark.

Kilder

Kroppedals bibliotek rummer næsten alt, hvad der er skrevet om Ole Rømer.

Download en liste over Rømer-litteratur