Heinrich Christian Schumacher
Schumacher var Holstener og studerede jura i Kiel og Göttingen. Allerede som barn havde han fattet interesse for astronomi og matematik. I 1808 opnåede han et rejsestipendium til videre uddannelse i astronomi og tog til atter til Göttingen, hvor han sluttede sig varmt til den berømte matematiker Johann Friederich Carl Gauss. Fra 1809 arbejdede han som lærer i Altona og som observator i Hamburg.
![]() |
Heinrich Christian Schumacher (1780-1850). |
|---|
Året efter udnævntes han til ekstraordinær professor i Kbh., men da hans forhold til Thomas Bugge ikke var godt, fik han tilladelse til at fortsætte sit arbejde i Hamburg. I 1813 blev han direktør for observatoriet i Mannheim, men efter Bugges død i 1815 kunne han overtage det astronomiske professorat i København. Stod i nært forhold til Frederik VI og dennes minister J.H. von Møsting, og udvirkede ad den vej, at der oprettedes et observatorium i Altona. Her arbejdede han fra 1821 til sin død, og i denne periode var dansk astronomi reelt hjemmehørende i Holsten.
Altona blev først og fremmest berømt som central for geodætiske målinger, men også astronomiske tabeller og efemerider blev udgivet, ligesom Schumacher opbyggede en betydelig instrumentsamling. I 1823 grundlagde han med kongens støtte tidsskriftet Astronomische Nachrichten, som han redigerede til sin død, og som snart blev centralorgan for hele den astronomiske verden.
Treårskrigen 1848-50 betød Altona-observatoriets endeligt, og det overlevede ikke Schumacher, men de tabeller han udgav blev benyttet af landmålere, navigatører og astronomer længe efter hans død.
Schumacher på Kroppedal
Schumachers instrumenter fra Altona menes at være gået tabt. De tre eneste kendte af Schumachers instrumenter befinder sig på Kroppedal.
Kilder
Einar Andersen: Heinrich Christian Schumacher. Et mindeskrift. Kbh. 1971.
Claus Thykier (red.): Dansk astronomi gennem firehundrede år. Kbh. 1990.




