Side 1 · Side 2 · Side 3 · Side 4
Renæssancens verdensbilleder
Antikkens astronomi havde nået sit højdepunkt med det ptolemæiske verdensbillede, opkaldt efter Claudius Ptolemæus (ca. 90-168 e.Kr.), der havde udviklet det i den bog, som araberne gav navnet Almagesten.
Det kaldes også "kugleskalsuniverset", fordi Solen, Månen og planeterne kredsede i cirkulære baner omkring en ubevægelig jordkugle. I det kristne Europa blev forskellige himmelske sfærer føjet til, og hele universet knyttet til en kristen forståelsesramme.
 |
Det kristne ptolemæiske verdensbillede. Fra Petrus Apianus' Cosmographia (1539). Klik for at forstørrebilledet |
|---|
Copernicus' verdensbillede
I 1543 var Nicolaus Copernicus fremkommet med sit verdensbillede, hvor Jorden og planeterne kredsede rundt om Solen (som dog ikke var helt i centrum af universet). I Tychos studietid, var det begyndt at vinde tilhængere, men ikke mange. Førsteudgaven blev aldrig udsolgt, og værket udkom ikke på engelsk før 1952!
Der var heller ingen tvingende videnskabelige grunde til at foretrække det frem for det ptolemæiske. Copernicus fremførte ikke nye observationer, og hans verdensbillede stred mod Aristoteles' naturlære, som man endnu byggede på. Dernæst forudsatte det nogle afstande i universet, som man dårligt kunne forestille sig, og endnu ikke påvise.
I forbindelse hermed, var der hele spørgsmålet om fiksstjernernes parallakse, som ingen astronom havde observeret.
Sidst, men ikke mindst, stred det mod visse passager i Biblen, f.eks. Josuas Bog 10, 12-14, hvor Gud lader Solen stå stille over Gibeon. Copernicus' verdensbillede havde dog ubetinget nogle fordele. Det gjaldt især i forhold til planetbevægelserne. Fulgte man Ptolemæus, syntes visse planeter til tider at gå baglæns (foretage retrograde bevægelser), og for at forklare disse opererede astronomerne med epicykler.
 |
Det nye verdensbillede. Fra Copernicus' De revolutionibus orbium coelestium (1543). |
|---|
Tychos verdensbillede
Under observationen af en komet i 1577, opdagede Tycho, at dens hale vendte bort fra Solen, og at dens bane gik tværs igennem de krystalsfærer, som man mente holdt planeterne i deres bane. Da Tycho omsider udarbejdede sit eget verdensbillede, fastholdt han, at Solen kredsede omkring Jorden, men til gengæld kredsede de øvrige planeter omkring Solen. Derved undgik han problemet med parallaksen, samtidig med, at planetbevægelserne lod sig forklare.
Dette tychoniske verdensbillede stemte overens med de foreliggende astronomiske observationer, såvel som Biblen og blev foretrukket af de fleste europæiske astronomer langt op i 1600-tallet.
 |
Det tychoniske verdensbillede. Solen og Månen kredser omkring Jorden, mens planeterne kredser omkring Solen. Bemærk kometen som går durk gennem planetbanerne. Fra De mundi aetherei recentioribus phaenomenis (1588). |
|---|