Spektroskop
Indtil 1800-tallet havde astronomien kun én opgave. Nemlig at opmåle himmellegemernes position og bevægelser. Hvordan universet var opstået, og hvad sol, måne og stjerner bestod af var noget man overlod til teologer og filosoffer.
Da sker det, at en række kemikere gør en fantastisk opdagelse.
Vi har nok allesammen set, hvordan "hvidt" lys som brydes i en prisme spalter sig i forskellige farver, ligesom regnbuen. Det er fordi de forskellige farver befinder sig på forskellige bølgelængder og brydes forskelligt i prismet. Bølgelængderne måler man i Ångstrøm eller Nanometer.
Imidlertid opdagede kemikerne, at farverne befinder sig på forskellige bølgelængder, alt efter hvilket grundstof, der udsender lyset. Hvert grundstof har således sit eget unikke spektrum.
Det var en vigtig opdagelse for kemikerne, men snart tog astronomerne også spektralanalysen til sig. I 1868 undersøgte den franske astronom Pierre Janssen spektret fra det lys, der undslap Solen under en solformørkelse. Her fandt han en gul spektrallinie, som ikke passede med noget stof man kendte. Da Solen på græsk hedder helios, fik stoffet navnet Helium. Siden opdagede man, at det ikke kun findes i rummet, men også her på Jorden.
Med spektralanalysen blev astrofysikken født. Astronomerne var i stand til at fastslå himmellegemernes kemiske beskaffenhed, og dermed udvikle teorier om universets opståen og udvikling.
Spektroskopet på Kroppedal
Det spektroskop som står på Kroppedal er egentlig et kemisk instrument. De som anvendtes til astronomien så noget anderledes ud.
Men det er et gammelt fint instrument med en interessant historie. Instrumentet er fra 1908 og stod oprindelig på Institut for Teoretisk Fysik i København (det nuværende Niels Bohr Institut). Og det blev brugt til opdagelsen af et nyt grundstof.
I 1922 opdagede den ungarske kemiker Georg von Hevesy, som arbejdede ved instituttet, et nyt grundstof ved hjælp a linierne i en halvædelsten (en norsk zirkon). Oprindelig skulle det have heddet Danium (efter Danmark), men tidsskriftet Nature, kaldte for Hafnium (latin for København), og det har det heddet siden.
Spektroskopet fungerer på følgende måde: Foran okularet til venstre anbringer man en lampe og et rør med det grundstof man vil undersøge. Vi har sat en glimpære, som mest indeholder neon. Lyset fra stoffet ledes gennem messingrøret ind i trækassen, hvor det brydes i en femkantet krystalprisme. Derpå ledes det videre til messingrøret foran. Her kigger man ind og indstiller skalaen til venstre, indtil man kan se spektrallinierne. Så kan man ved hjælp af skalaen aflæse bølelængderne (i Ångstrøm) og afgøre, hvilket stof der er tale om.