Længdegraden og lysets tøven
I 1600- og 1700-tallet var det et stort problem at afgøre, hvilken længdegrad man befandt sig på. Her foreslog allerede Galilei, at man kunne benytte Jupiter og dens fire måner som en slags himmelur. Metoden gik ud på at iagttage hvornår månerne passerede bag planetens skygge, og sammenligne tidspunktet med andre steder på jorden. Galilei havde forsøgt at hemmeligholde denne metode for at kunne sælge den til en af de store søfartsnationer, men den blev naturligvis kendt alligevel.
Da Jupiter blev anset som nøglen til problemet med længdegraden var den mål for intense observationer igennem 1600- og 1700-tallet og et af motiverne for at oprette de store observatorier i Paris og Greenwich i 1671 og 1675.
Italieneren Giovanni Dominico Cassini opdagede i 1660'erne, at Jupiter roterer om sig selv og bestemte med stor nøjagtighed månernes omløbstider. Han iagttog også pletter og farvede bånd på planeten.
Det var også ved at iagttage Jupiter og dens måner, at Ole Rømer opdagede lysets tøven. Læs mere
Den mystiske røde plet
Opfindelsen af kikkerten afslørede ikke kun Jupiters måner. I 1664 observerede englænderen Robert Hooke en stor rød plet på Jupiter. Muligvis så Cassini den også året efter. Den plet har man kunnet iagttage lige siden, og den har givet anledning til mange spekulationer.
Moderne udforskning af Jupiter
Den største planet i solsystemet, måner, røde pletter og meget andet har bevirket, at interessen for Jupiter altid har været stor.
Mellem 1665 og 1708 var det ikke muligt for astronomerne at opdage den store røde plet på Jupiter, men fra 1878 fremstod den helt tydeligt, indtil den fem år senere atter begyndte at falme. Om den plet man iagttog fra 1708 og frem er den samme som Hookes kan ikke siges med sikkerhed. Man fremsatte den teori, at det var en storm - med en diameter 2-3 gange større end Jordens - og hvis det er Hookes plet, altså en storm der har raset i næsten 400 år.
Tegning af Jupiter fra 1848 udført af astronomerne ved Armagh Observatoriet i Irland. Bemærk at den røde plet mangler.
I 1892 opdagede amerikaneren Edward Emerson Barnard en femte måne omkring Jupiter - Amalthea. En anden amerikaner, Charles Dillon Perrine, opdagede i 1904-05 månerne Himalia og Elara, og indtil 1979 opdagede man ved hjælp af kikkertobservationer yderligere seks måner, således at man kendte 13 Jupitermåner.