Rumsonder
Observationer og spektralanalyser øgede kendskabet til Jupiter, men rejste i virkeligheden flere spørgsmål, og det var først, da man begyndte at sende rumsonder til Jupiter, at flere af dem kunne besvares.
I 1973-74 passerede de amerikanske rumsonder Pioner 10 og 11 Jupiter og gav astronomerne de første nærbilleder af planeten, den røde plet og flere af dens måner.

Billede af Jupiters røde plet taget fra Pioneer 11.
Endnu vigtigere var Voyager 1 og 2 som passerede Jupiter i 1979. De kunne fastslå, at Jupiter ligesom Saturn har en ring. Den er ca. 6500 km bred, men blot o. 10 km tyk. Voyager opdagede også, at der var aktive vulkaner på månen Io, og at månen Amalthea slet ikke er kugleformet, men nærmest har form som en kartoffel.
I 1992 og 2004 passerede den amerikansk-europæiske sonde Ulysses Jupiter og det samme gjorde sonden Cassini i 2000 på sin vej til Saturn. Ingen af dem gav dog afgørende nye oplysninsger om Jupiter.
I 1994 kolliderede dele af den store komet Shoemaker-Levy med Jupiter. Det var første gang man observerede en sådan kollision, og kometen påvirkede Jupiters atmosfære betragtede. Kometen bestod af mindst 21 fragmenter med en diameter op til 2 kilometer.

Infrarøde optagelser af Shoemaker-Levys kollision med Jupiter 16. juli 1994. Optagelser fra Calar Alto Observatoriet i Spanien.
Den amerikanske Galileo, er den eneste sonde som er gået i kredsløb om Jupiter. Det skete den 7. december 1995. Den kredsede om planeten i syv år og hentede uvurderlige informationer, men led under problemer med sin radioantenne.
Senest har sonden New Horizons, som er på vej til Pluto, passeret Jupiter den 28. februar 2007 og fotograferet planeten og flere af dens måner.

Montage af Jupiter og Io sammensat af billeder fra New Horizons.
Er der liv på månen?
Jupiter er uhyre interessant for moderne astronomer af en lang række grunde. Det gælder blandt andet jagten på liv i solsystemet, og her er det ikke planeten, men månerne det gælder.
Jupiters måner er meget forskellige. På den frosne Europa, er der spekulationer om et flydende hav under isoverfladen og mulige livsformer.


