En tilfredsstillende fortolkning kom først, da den tyske astronom Johannes Kepler, som havde været assistent for Tycho Brahe, i 1609 udgav sin Astromia nova ("Ny astronomi"). Ved at placere Solen i centrum af solsystemet og gøre planetbanerne eliptiske, frem for cirkulære, kunne Kepler redegøre for den retrograde bevægelse, Mars og visse andre planeter syntes at foretage, Samme år betragtede den italienske astronom Galileo Galilei som den første Mars i en stjernekikkert.

Det var dog først i 1800-tallet at kikkerterne blev så gode, at astronomerne kunne se omrids af overfladen. I første omgang skabte det det dog mere forvirring. I 1877 var Mars tæt på Jorden, og den amerikanske astronom Asaph Hall opdagede to måner omkring Mars. Han gav dem de græske navne Phobos (frygt) og Deimos (rædsel) efter krigsgudens følgesvende i græsk mytologi. Pudsigt nok omtaler den engelske forfatter Jonathan Swift 150 år allerede tidligere "the moons of Mars" i 19. kapitel af Gullivers Rejser. Samme år fremstillede den italienske astronom Giovanni Schiaparelli det første detaljerede kort over Mars. Det rummede bl.a. noget han kaldte "canali". Det viste sig senere at være en optisk illusion. I virkeligheden drejede det sig om, at polarkapperne om sommeren svandt ind og efterlod sig nogle mørke områder. Ikke desto mindre skulle Schiaparellis "opdagelse" præge den følgende tids Marsforskning.

Kanaler på Mars

Schiaparelli mente, at det han havde set var naturlige flodlejer, men i den engelsksprogede verden misforstod man den italienske term "canali" og troede det drejede sig om kunstige kanaler ("canals" på engelsk). En af dem som tog tråden op var orientalisten Percical Lowell, der i 1894 grundlagde et observatorium i Flagstaff, Arizona. Det var udstyret med kæmpemæssige teleskoper (300 og 450 mm) og var bygget til at udforske Mars. Lowell udgav talrige bøger, kort og glober om Mars og havde stor gennemslagskraft i offentligheden - men der var ikke meget videnskabeligt belæg for hans forestillinger om Mars. Lowell mente han så de berømte "canali", og det samme gjorde franskmændene Henri Joseph Perrotin og Louis Thollon, der i Nice benyttede sig af et af verdens største teleskoper.

Life on Mars

Illusionen om kunstige kanaler på Mars førte naturligt til diskussionen om liv. Det var en almindelig forestilling, at Mars var en døende planet, der langsomt tørrede ud, og hvor en ældgammel civilisationen byggede "canali" til dræning. Og forestillingerne om liv på Mars fik yderligere næring. I 1899 var den serbisk-amerikanske radiopionér Nikola Tesla i færd med at undersøge atmosfærisk radiostøj, da han mente at modtage gentagne signaler, som han antog kom fra Mars eller en anden planet. I et radiointerview i 1901 udtalte han:

“ It was some time afterward when the thought flashed upon my mind that the disturbances I had observed might be due to an intelligent control. Although I could not decipher their meaning, it was impossible for me to think of them as having been entirely accidental. The feeling is constantly growing on me that I had been the first to hear the greeting of one planet to another." Læs hele interviewet.

Lowell understøttede Tesla, idet han kunne meddele, at han havde observeret en lysstråle udgå fra Mars på det givne tidspunkt. Det var ikke alle, der troede på Lowell og Tesla, men selv mange professionelle astronomer var utilbøjelige til helt af affeje dem. Således foreslog lederen for Harvards observatorium, at man opsatte en række store spejle for at kunne signalere til Mars.

Klodernes kamp

Interessen for Mars gav også næring til en bølge af science fiction-bøger om Mars. Mest berømt er nok H.G. Wells' The War of the Worlds, hvor marsboer invaderer Jorden på flugt fra deres døende planet. En radiodramatisering i 1938 er gået over i historien, fordi den fremstod som egentlig nyhedsdækning, hvilket bevirkede at mange lyttere troede, at marsboerne vitterlig var i gang med at invadere Jorden.