Galilei opdager Saturn ringe - sådan da
For mange mennesker er Saturn og dens ringe et af de mest betagende syn på nattehimlen. Imidlertid kan man ikke se dem med det blotte øje, og de blev først opdaget, da den italienske astronom Galileo Galilei observerede Saturn gennem en kikkert i 1610. Det var et chock, for det var en almen opfattelse, at alle himmellegemer var perfekt kugleformede. Galileo sendte en besked til den tyske astronom Johannes Kepler, som havde været assistent for Tycho Brahe. For at andre ikke skulle forstå beskeden skrev han den som et anagram. Der stod: "SMAISMRMILMEPOETALEUMIBUNENUGTTAUIRAS". Byttede man om på bogstaverne blev det til meningsfuld latin: ALTISSIMUM PLANETAM TERGEMINUM OBSERVAVI ("Jeg har opdaget, at den fjerneste planet har en tredobbelt form". Galilei betragtede dem dog, som to måner på siden af Saturn. Da han kiggede igen to år senere var "månerne" forsvundet, og han spurgte sig selv "Har Saturn slugt sine børn?". Det var en henvisning til den antikke myte om Kronos/Saturn som åd sine børn. I 1616 så han dem atter, men de forekom tykkere, og han anså dem nu for at være en slags arme fastgjort til planeten. Galileis problemer skyldtes, at Jorden med ca. 15 års mellemrum passerer gennem det samme plan som Saturns ringe. I 1612 havde Galilei altså set ringene fra "siden".
 |
|
|---|---|
 |
Indtryk af Saturn. Øverst: Galileis tegning af Saturn "arme" fra 1616. Nederst: Huygens' tegning af Saturn og dens ringe i 1683. |
Saturn-observationer på Rømers tid
På Ole Rømers tid, og i hans kreds i Paris, bidrog to astronomer i løbet af 1600-tallet til vor viden om Saturn.
Hollænderen Christiaan Huygens, som havde forbedredet stjernekikkerten, opdagede i 1655 en "rigtig" måne omkring Saturn, nemlig Titan. I 1659 var han også i stand til at se, at Galileis "arme" i virkeligheden var en ring. Han mente, at det drejede sig om en tynd, solid og fast ring af betydelig tykkelse.
Den italienske astronom Giovanni Cassini studerede også Saturn i 1670'erne, mens Rømer var i Paris. Han opdagede yderligere fire måner (Iapetus 1671, Rhea 1672, og Tethys og Dione i 1684). Endvidere opdagede han, at der var et mellemrum i ringsystemet, det der i dag kaldes Cassinis gab. Der var altså ikke tale om én, men om to ringe, som man i dag kalder A-ringen og B-ringen.
Med tiden bidrog forbedrede teleskoper til, at man opdagede flere måner. Den engelske astronom William Herschel, som i 1781 havde opdaget Uranus, fandt i revolutionsåret 1789 yderligere to måner, Mimas og Enceladus. Den irregulært formede måne Hyperion blev opdaget af et hold engelske astronomer i 1848.
Det var dog først, da astronomer kunne benytte spektralanalyse og fototeknikker, at man for alvor kom videre med udforskningen af Saturn.
Observationer i 1800-tallet
I 1850 opdagede amerikanske astronomer en tredje ring omkring Saturn (den såkaldte C-ring).
I 1859 påviste den skotske fysiker James Clerk Maxwell i teorien, at Saturns ringe umuligt kunne være solide. De kunne ganske enkelt ikke holde sammen, hvis de fysiske love ellers var som man troede. Han foreslog, at ringene i virkeligheden bestod af små partikler. Det blev bekræftet af den amerikanske astronom James Edward Keeler ved hjælp af spektralanalyse i 1895. Keeler opdagede endvidere en række gab i ringene.
I 1899 blev Phoebe opdaget af den amerikanske astronom William Henry Pickering. Phoebe er en højest uregelmæssig satellit, der ikke roterer synkront med Saturns øvrige måner. Den bevæger sig retrogradt ("baglæns") og er et år om sit omløb omkring planeten. Det var første gang man opdagede en satellit af en sådan type - siden har man opdaget adskillige andre rundt om i solsystemet.