Venus
Venus er den planet der lyser klarest på himlen. Ligesom Merkur kan man se den lige før solopgang og lige efter solnedgang. Siden tidernes morgen har mennesket betragtet den, og i mange kulturer er den blevet forbundet med guddomme for kærlighed og skønhed. Hos sumerne hed den Inanna, i Babylon Ishtar. Hos perserne hed den Annhita, hos fønikerne Astarte.
Ofte blev den opfattet som to forskellige himmellegemer. Ægypterne kendte den som morgenstjernen Tiû-nûtiri og aftenstjernen Ûati. De gamle grækere kaldte morgenstjernen Phosphoros, "lysbringeren" og aftenstjernen Hesperos, "aftenstjernen". På latin hed de Lucifer og Vesper. Senere blev de græske astronomer klar over, at der var tale om samme planet, som de kaldte Aphrodite, hvilket i romerriget blev til Venus. Jøderne kendte den som Noga ("skinnende"), Helel ("klar"), Ayeleth-ha-Shakhar ("morgenstjernen") og Kochav-ha-'Erev ("aftenstjernen"). I den norrøne Rimbegla saga, som er nedskrevet i 1100-tallet, kaldes den Morgunstjarna og Kvöldstjarna.
Venus i astrologien
I astrologien er Venus en lykkebringende planet. Den står for kærlighed, kvindelighed, frugtbarhed, skønhed og rigdom, og symbolet for Venus er det samme som kvindetegnet.
Tidlige observationer
Observationer af Venus er allerede beskrevet i babylonske stentavler fra o. 1.600 f.Kr. Forskerne har brugt dem til at etablere en kronologi for de babylonske dynastier.
Den italienske astronom Galileo Galilei opdagede i oktober 1610, at Venus har faser, ligesom Månen. Det var kun muligt, hvis den kredsede omkring Solen, og denne opdagelse blev et vigtigt argument for, at det var Solen, og ikke Jorden, der var centrum i solsystemet.