Venus har en måne - det siger mange
I 1645 mente den italienske astronom Francesco Fontana, at han havde opdaget en måne ved Venus. I løbet af 1600- og 1700-tallet blev "opdagelsen" bekræftet af ikke mindre end 15 andre astronomer. Alene i året 1761 blev månen angiveligt observeret 18 gange, og dens omløbstid blev udregnet.
Efter 1768 blev "månen" dog ikke iagttaget igen, og i 1887 rammede den belgiske astronom Paul Stroobant en tyk pæl gennem opdagelsen. Han gendrev en for en tidligere astronomers observationer af månen og påviste, at det i mange tilfælde havde drejet sig om stjerner.
 |
Månen. Francesco Fontanas tegning af Venus' måne fra 11. november 1645. |
|---|
Yderligere opdagelser
I 1790 opdagede tyskeren Johann Schröter, at Venus har en tæt atmosfære, hvilket gjorde det svært at bedømme planetens rotationstid eller opdage, hvordan overfladen så ud.
Mange astronomer har i tidens løb ment at kunne iagttage konturer på Venus, men forsøg viste, at de tog fejl. Hvis man betragtede helt blanke kugler på jorden med et mindre teleskop, ville det også se ud som om de havde konturer. Der var med andre ord tale om optiske bedrag.
Derfor var det først i det 20. århundrede, med udviklingen af spektralanalyse og radar- og ultraviolette observationer, at astronomerne fandt ud af mere.
I 1920erne udførte Frank E. Ross en række ultraviolette observationer, som fastslog, at 90% af Venus' overflade består af basalt - nyligt dannet vulkansten.
I 1950erne opdagede man, at Venus' rotation er retrograd. Planeten drejer altså "den forkerte vej".
I 1970erne afslørede radarobservationer for første gang detaljer på Venus' overflade. Man opdagede blandt andet en bjergkæde, der kaldes Maxwell Montes. Længere kunne man ikke komme med jordobservationer - studiet af Venus måtte føres videre i rummet.