Skuddagen
Det er alment kendt, at skuddagen er den 24. februar, og mange ved også, at det har noget at gøre med den gamle romerske kalender, men når det drejer sig om en nærmere forklaring, møder man modstridende oplysninger. Det gælder også mange udbredte opslagsværker.
For at rede trådene ud, har vi derfor allieret os med Christian Marinus Taisbak, docent emeritus i græsk og latin ved Københavns Universitet, som har været så venlig at sende os følgende. Vi har afkortet en smule og indsat overskrifter.
Dobbeltsekseren: Den sandfærdige historie om skuddagen den 24. februar - ifølge den nyeste forskning
Den kalender vi kender, og som bruges i hele verden i dag - selvom nogle folk (f.eks. jøder, kinesere, muslimer) har lokale kalendere ved siden af den - er en gammel sag, en af de ganske få oldsager, der stadig er i brug. Den blev indført af Julius Cæsar, diktator i Rom, den 1. januar i år 709 efter Roms grundlæggelse, det år som senere blev nr. 45 før Kristus. Denne "julianske" kalender blev af Pave Gregor den 13. ændret en lillebitte smule i 1582, men det problem, vi her behandler, berørtes ikke af den ændring.
Skudmåneden i den gamle romerske kalender
Den romerske republiks gamle kalender var en oprindelig månekalender med 12 måneder, som bar de navne, vi stadig bruger - dog hed juli og august oprindelig quintilis og sextilis (nr. 5 og 6), men blev omdøbt for at hædre de første kejsere, Julius Cæsar og Augustus. Månederne marts, maj, juli og oktober havde 31 dage, resten 29, undtagen februar, som måtte nøjes med 28, fordi den var årets sidste måned. En månekalender burde have 354 dage - som er 12 måneder regnet fra nymåne til nymåne -, men af ukendte grunde fik den 355 og må derfor ret tidligt være kommet ud af trit med månen.
Året begyndte med forårsmåneden den 1. marts, hvor Roms skytsgud Mars fejredes. Nu vil marts imidlertid hurtigt forskydes mod vinteren, hvis året kun er på 354 dage, da der jo så mangler 11 1/4 dag, inden solen er tilbage på sin forårsplads. For at undgå det indskød man i denne kalender 22 eller 23 dage hvert andet år inden marts måned.
Hvordan det? Så få dage udgjorde jo ikke en hel måned? Her opfandt de romerske præster, pontifexerne, en helt speciel indskydning: De lod februar slutte med den 23. og begyndte en helt ny måned, Intercalaris; når man nåede den 22. (eller 23.) Intercalaris, "genoplivede" man de fem "gemte" dage fra februar, således at Intercalaris fik 27 (eller 28) dage i alt, mens februar måtte nøjes med sine 23 dage. Og de fem "genoplivede" dage passede præcis til den placering, fordi romerne talte dagene fra månedens ende: sjette dag før første marts, femte dag før første marts, fjerde dag før første marts osv.- og de numre havde de jo også, før de blev "frosset ned".
Hvorfor dog denne gemmeleg? Jo, de sidste fem dage før marts var helliget forberedelserne til Mars-festen, de var en slags "advent", og kunne derfor ikke bare glemmes. Men de kunne jo heller ikke ligge i februar, hvis der efter dem skulle indskydes 22 eller 23 dage. Vi kan prøve at forestille os, at vi i vor kalender skulle indskyde tre ekstra uger i december. Hvis vi lagde dem efter den 31., ville der blive for langt mellem juleaften (den 24. december) og nytårsaften (den sidste aften i skudmåneden), og det ville helt sikkert resultere i, at folk holdt to juleferier; eller holdt jul i skudmåneden i stedet for på Jesu fødselsdag den 25. december. Altså forvirring. Den undgik romerne ved at lægge fem februardage (forberedelsesdagene) i fryseren.
Skuddagen i den julianske kalender
Cæsars "julianske kalender" fordelte 10 dage på de syv korte måneder, og erstattede skudmåneden med én dag hvert fjerde år (svarende til at man plejede at indskyde 23 og ikke 22 dage hver anden gang). Men Julius vidste, at man ikke skal lave mere om end nødvendigt, hvis man vil have sin vilje, så af hensyn til religionen blev den ekstra dag stadig indskudt efter den 23. februar. Og der ligger skuddagen altså den dag i dag.
Hvad så med børnene fra den 29? De eksisterede ikke i Cæsars kalender, for skuddagen blev forenet med den "rigtige" 24. til et "dobbeltdøgn": de to dage fik samme nummer - og fordi romerne talte deres dage, ikke fra begyndelsen af måneden, men fra slutningen, så blev begge dage kaldt "sjette dag før den første marts", på latin bis-sextum, "dobbeltsekseren". Alle børn, der blev født i disse 48 timer, regnedes for født på samme dato, sjette dag før marts (idet vi husker at tælle den 1. marts med, når vi tæller på romerske fingre). Og der var ikke nogen 29. februar.
Et "skudår" hedder på latin annus bis-sextilis, altså "året med dobbeltsekseren". Den 29. februar opstod først, da europæerne opgav den romerske måde at tælle på, og gik over til at tælle forfra i en måned. Måske ville det være en god idé at genoplive "dobbeltsekseren" og lade jordemødrene holde rede på februar 24A og 24B hvert fjerde år (ligesom med "dobbelttimen" 2A og 2B den sidste søndag i oktober ved sommertidens ophør); men det er der nok ikke enighed om i FN, og derfor må skudbørnene leve videre med alt for få fødselsdage.