Historiske steder i Høje Taastrup
En af de gamle landsbyer i Høje-Taastrup kommune, som var beboet i stenalderen. Navnet består af tre led: mandsnavnet "Balli", "torp" der betyder en udflytterbebyggelse, og "brønd", der betyder brønd eller kilde. Navnet kan derfor oversættes til "Brøndene ved Ballis udflytterbebyggelse". Det har intet med guden Balder at gøre. Første gang navnet er nævnt i de skriftlige kilder er i 1321 som Baldorpsbrynnæ.
Baldersbrønde er struktureret som en sluttet fortelandsby med gårdene omkring en åben forte med et meget stort gadekær. Denne middelalderlige struktur er endnu til stede og synlig.
I 1682 var her 12 gårde og 4 huse, der fæstede under forskellige herremænd. Efter udskiftninger i 1778 og 1788 var der kun 11 gårde tilbage. Omkring 1830 var gårdenes antal reduceret til 10, mens antallet af huse med jord steg til 16 og de jordløse huses antal til 8, hvoraf ét fungerede som bomhus ved Roskildevejen.
I løbet af 1800-tallet udvikler Baldersbrønde sig. Der åbner en skole (1857), en mølle (1889). en købmand (1891). I 1890'erne ligger der et andelsmejeri nord for grønningen. Der er tillige karetmager, træskomand, slagter, tækkemand og hjulmand.
I dag er Baldersbrønde ligesom Kallerup blevet opslugt af stationsbyen Hedehusene, og de fleste gamle gårde er væk og erstattet af parcelhuse. Den gamle skole fra 1857 er bevaret og er mest kendt som bolig for Vestegnens store malere - først L.A. Ring (i 1901-1914), og dernæst for Ludvig Find (i 1914-1945). Foran skolen har nogen bekostet opførelsen af Baldersbrønd - der ifølge sagnet aldrig skulle løbe tør.
Adelsfruen Anne Krabbe (død 1618) skrev i sine topografiske optegnelser Sjællandske Antiqviteter, at "Der haffuer ligged i Sogned mellom Raarup och Kiercken een Herregaardt med Graffue och Windebrouer, hiede Bytte Borigh".
Det er hvad, vi har af skriftlige vidnesbyrd om Bytteborg, og der er sandsynligvis tale om en befæstet udgave af den middelalderlige Rårupgård - altså en mulig tidlig fase af den tilsyneladende sene herregårdsplads med vandfyldte grave, der stadigvæk er bevaret som en markant del af herregårdslandskabet ved Katrineberg. Godsets bygninger ligger kun én kilometer nordvest for kirken i Sengeløse.
En anden mulighed er, at der kan være tale om et lille og nu ikke mere synligt anlæg i kanten af mosen umiddelbart ved Sengeløse. Spor af et lille voldsted kunne efter lokal tradition omkring 1920 stadig anes vest for Cathrinebergvej, hvor et næs skyder ud i mosen mellem vasen og Spangå.
Cathrineberg er det eneste gods i den nuværende kommune. Det ligger i Sengeløse sogn, umiddelbart nord for landsbyen Sengeløse. I 1200-tallet lå der mellem den nu nedlagte landsby Raarup og Sengeløse en herregård med grave og vindebroer, der hed Bytteborg. Gården tilhørte dengang Hvideslægten, men overgik i 1326 til bispestolen i Roskilde, der oprettede lenet Rårup.
I forbindelse med reformationen overgik godset til kongen, der solgte det til sin senere rigskansler, Axel Urne. Godset var dernæst i familiens Urnes besiddelse i mere end hundrede år, og blev kaldt Rårupgård efter den nærliggende landsby, Rårup (ca. 1376 Radorp, Ratjorp). I 1662 blev landsbyen nedlagt og jorden lagt til hovedgården, som nu fik sit nuværende navn, da godsejeren Sivert Urne opkaldte det efter sin hustru, Cathrine Caisdatter Sehested.
Derefter havde godset forskellige ejere, alle adelige, indtil forpagter og justitsråd Laurits Lassen i 1789 købte det.
I slutningen af 1700-tallet, i de store landboreformers tid, skete der store forandringer med godset, og mange af fæstebønderne fik lov til at købe deres gårde på lempelige vilkår. I midten af det 20. århundrede blev hovedbygningen fraskødet til Københavns Kommune, der anvender den som plejehjem.
Fløng landsby har givet navn til sognet, som består af tre landsbyer Fløng , Marbjerg og Soderup. Fløng er den ældste af disse tre og den eneste, der tidligt fik kirke og skole. Navnet Fløng er sammensat af ordet "flo", der betyder vandsamling og "ng (inge)", som refererer til det sted, personerne kom fra. Fløng betyder således "beboerne ved vandsamlingen," idet der tidligere har været mange vandområder.
Navnet skrives i 1259 som Fløngi og i 1370 som Flyngæ, men landsbyen er ældre, for Fløng kirke blev bygget i midten af 1100-tallet af Hvideslægten Snubbe, der boede på Bytteborg.
Kirken blev bygget af fråd- og kridtsten og bestod af et kor og et skib med flade lofter. Allerede omkring 1200 blev der i vest bygget et tårn i kridtsten med pyntebånd af munkesten. Tårnet blev i 1400-tallet forhøjet med 19 meter, og der blev bygget et våbenhus mod nord og loftet fik krydshvælv. Omkring år 1500 blev det gamle kor revet ned og erstattet af et nyt. Da kirken i dag er kalket hvid kan man ikke se, hvordan den er bygget. Kirkegården er opdelt efter sognets 3 landsbyer, sådan at Fløngfolkene blev begravet mod den varme solside, folk fra Marbjerg mod vest og folk fra Soderup mod nord. Mod sydøst begravede man så de mindre bemidlede og mod nordøst dem, der havde begået selvmord.
Bønderne fæstede oprindeligt under Roskilde Domkirke, men efter reformationen i 1536 kom de under Kronen. I slutningen af 1600-tallet bestod landsbyen af syv mindre gårde og nogle huse, i 1830erne af 8 gårde og 18 huse, og der var kommet en smed, en væver og en hugger. Senere i århundredet kom flere håndværkere og en læge. I 1742 fik Fløng sin første skole. Den dækkede alle sognets børn. I dag er Fløng en moderne forstadsbebyggelse og stort set vokset sammen med Hedehusene, Baldersbrønde og Kallerup.
Hedehusene blev som stationsby grundlagt i 1847, da der blev oprettet en station ude ved husene på Kallerup mark i forbindelse med åbningen af den første jernbane i Danmark. Kimen til Hedehusene blev lagt allerede i 1641, da kongen Christian den 4. anlagde Kongevejen fra København til Roskilde. For at ingen andre end kongen og dermed også hele statsadministrationen, militæret osv. måtte benytte vejen, blev der flere steder bygget huse eller kroer med opsynsmænd, og bl. a. et her på heden, som blev kaldt Kongens Hedehus . I 1682 blev der anlagt endnu to kroer, nemlig Nordre Hedehus og Mellemste Hedehus . Disse tre kroer lagde navn til Hedehusene . Men med den nye Roskildevej (1776) blev det trange tider for de tre kroer. De lå ikke længere ved alfarvej og blev nedlagt 1787. Af materialerne opførtes en ny kro, Hedekroen , der fortsatte som priviligeret kro.
I forbindelse med projekteringen af jernbanen blev det besluttet, at der på strækningen skulle bygges fire mellemstationer. To af disse skulle placeres i Høje Taastrup sogn, den ene ved Køgevejen på Taastrup Valbys marker, og den anden der hvor jernbanen krydsede Roskildevejen ved husene på heden. På grund af de store grusforekomster lige sydvest for banen udviklede Hedehusene sig til en industriby. Nogen handelsby blev Hedehusene ikke. Den lå for tæt på Roskilde, det var industrien, der fik byen til at vokse, idet der omkring århundredeskiftet kom flere store virksomheder til. Baggrunden var egnens naturforekomster af ler, kalk, grus og stenmaterialer. Så det var som godsstation, Hedehusene fik sin storhedstid, og de helt dominerende varer var teglværksprodukter, sten og grus. De tre industrier, som leverede det tungeste gods til jernbanen, var: Hedehusene Grusgrav og Skærvefabrik (1892), Nymølle Skærvefabrik (1894) og A/S Hedehus Teglværket (1896). Området havde to andre store virksomheder, som ikke beroede på egnens råstoffer, nemlig SANO's Expanko fabrik (1921, den lavede korkparketgulve) og Kaffesurrogatfabrikken Danmark (1902). Begge blev dog overhalet af velstandsstigningen i 1960-erne.
I 1917 blev en ny station indviet ved siden af den gamle fra 1873. Da den blev bygget anså man den for at være for lille, men det er stadig den samme, der står der i dag.
Da byen blev ved med at vokse, blev der også behov for en kirke. Ansgarkirken blev indviet i 1921. Den fik først bygget et tårn i 1939, og var indtil 1974 annekskirke til Høje Taastrup Kirke.
Storhedstiden for Hedehusene Station holdt sig til ca. 1950, hvor den gradvist ebbede ud i takt med udbygningen af lastbiltransporten. I dag er stationsbyen vel at betragte som en forstad til København. En stor del af den industri, som sammen med jernbanen skabte den, er borte, og jernbanens betydning er forsvundet. Der er ikke mange tog, som standser mere, men til gengæld er den blevet en handelsby for de bebyggelser, som har gjort, at Hedehusene, Fløng, Kallerup og Baldersbrønde fremstår som een by.
Høje Taastrup, landsbyen og sognebyen, der har lagt navn til kommunen, er opkaldt efter manden Torstein og endelsen "torp", der betyder udflytterbebyggelse, altså "Torsteins udflytterbebyggelse". De skriftlige kilder nævner omkring 1150 landsbyen som Thorstinstorp, Thorstenstorp og Thorstorp, og i 1335 som Thorstrup. Det er først i løbet af 1600-tallet, at "Høje" er blevet tilføjet.
Høje Taastrup i middelalderen. Der er dog fundet beviser på, at landsbyen er meget ældre, og at der har været "vandrende" gårde. Den ældste nuværende bygning er Høje Taastrup Kirke, som blev bygget i frådsten i begyndelsen af 1100-tallet bestående af et skib og et kor med flade lofter. I første halvdel af 1200-tallet byggedes et våbenhus på nordsiden, og i årene 1250-1400 blev der bygget et sakristi mod øst og et våbenhus mod syd. Omkring 1400 blev kirken forlænget mod vest med et tårn og koret blev nedrevet og genopbygget i samme bredde som skibet, og hele kirken blev forsynet med et krydshvælvet loft. I sit historieværk Gesta danorum fortæller Saxo, at der under kampen om kongemagten mellem Svend Grathe og Knud 3. i årene 1146-57, i 1150 stod et slag ved "Thorstani vicum" (Tåstrup), hvor Svend besejrede sin rival. Denne lokalitet er formentlig Høje Taastrup. Betegnelsen "vicus" tyder på, at der er tale om mere end en almindelig landsby, men om et samfund med særlige funktioner. Dette understøttes af arkæologiske undersøgelser.
I 1909 blev der 25-30 meter sydvest for kirkegården daværende sydvesthjørne afdækket en fint opmuret varmluftovn, en såkaldt hypocaust. Den blev i middelalderen benyttet til at opvarme rummene i klostre og stormandsboliger. Høje Taastrup i Nyere Tid. I 1658 blev fredsforhandlingerne mellem Danmark og Sverige ført i præstegården og freden underskrevet i Roskilde (Roskildefreden). Til minde herom, er der opsat en tavle på krikegårdsmuren.
I 1682 var der tolv gårde, tre huse med jord og tretten jordløse huse. I 1830 var der 21 gårde og 43 huse. I landsbyen var der kommet håndværkere til, en smed, en jordemoder, to skræddere, en der syr "Qindehuer" og en murer. Landsbyen blev udskiftet 1786. Omkring 1830 bestod landsbyen foruden kirke, præstegård og hospital af 20 gårde og 4 huse med jord. Hertil kom 11 huse med nogen jord (op til 3 tdr. under bøndergårdene) og 15 jordløse huse. De eneste af de gamle huse, der endnu eksisterer er præstegårdens stuehus og kuskelænge, samt tre gamle skoler (fra 1740'erne, 1884 og 1904).
Navnet Kallerup er sammensat af mandsnavnet "Kalli" og endelsen "torp", og betyder således Kallis Udflytterby. Der er fundet tegn på, at der har boet folk helt tilbage i stenalderen. Navnet er i de skriftlige kilder første gang nævnt i 1376 som Kallorp, og kaldes 1522-24 Kallerop.
Landsbyen har fra vikingetiden navn efter en enkelt gårdsbebyggelse, som i løbet af 1600-tallet havde udviklet sig til tre gårde og nogle huse. Gårdene fæstede før reformationen til Roskilde Domkirke og derefter under kongen. Da kongen omkring 1640 byggede Kongevejen bestemte han, at der skulle bygges et hus på det øverste led af vejen, det blev den første kro på Kallerup Mark.
I 1688 bestod byen af 2 gårde, 2 jordløse huse og 2 huse med jord. Ved folketællingen i 1787 havde Kallerup 3 gårde og nogle huse. Kallerup udskiftedes så sent som i 1805 og bestod i 1830 af samme antal gårde og huse. Op igennem 1800-tallet skete der ikke meget i selve landsbyen, men det gjorde der til gengæld ude vest på, hvor der blev bygget en station til jernbanen ude ved husene på heden. Landsbyen Kallerup er i dag helt opslugt af stationsbyen Hedehusene , som er opstået omkring jernbanen i den vestlige ende af landsbyjorden.
Kallerupstenen. Er på baggrund af den anvendte sprogform dateret til tiden 800-825 e. kr. , og er således en af de få runesten fra denne tidlige periode, der er fundet i Danmark. Fundet skete omkring 1825, hvor stenen lå med runeindskriften vendende nedad. Stenen lå midt mellem Roskilde Landevej og Nedrevejen fra Kallerup til Baldersbrønde. Omkring 1850 blev stenen flyttet fra findestedet til en plads på hjørnet af Roskildevej og Kallerupvej. Da den nye kirke, Ansgarkirken, blev bygget på Kallerup Mark, besluttede man at flytte stenen ind på kirkegården, hvor den stod mere beskyttet. Indskriften er tydet således: "Hornbores Svide Ætlings sten" eller "Svidingen Hornbores sten", som sikkert betyder at stenen er rejst over en mand ved navn Honbore, en ætling af en anden, der hed Svide. På stenen er der to skålformede fordybninger, som er frugtbarhedssymboler fra tiden 2000 - 500 f. kr., så også før vikingestenen har man formentlig kendt til en slags genbrug.
Trods sin mindre størrelse er Klovtofte lige så gammel som de andre landsbyer. I 1346 er navnet skrevet som Klønætoftæ og i 1391 som Klofuetofte. Navnet kommer af "klof", der betyder en kløft eller en dyb dal og "tofte", der betyder et område afsat til bebyggelse. Altså "Bebyggelsen ved kløften".
I 1682 havde Klovtofte fire gårde. Ved udskiftningen i 1788 bestod landsbyen af 5 gårde og 3 huse, i de to af husene boede en smed og en hjulmager.
Selvom der kom en jernbanestation lige syd for landsbyen, skete der ikke den store udvikling i 1800-tallet. I 1830 var der 6 gårde og 5 huse, hvoraf de tre havde jord.
Først i 1890'erne begyndte der at ske en industrialisering, idet der blev anlagt et teglværk. I starten af 1900-tallet kom der yderligere industrier i landsbyen, som bevirkede, at den udviklede sig til en industriby med meget lidt beboelse. I 1960-70 blev landsbyjorden inddraget til vej, den blev brugt til motorvejssammenfletning, og navnet "Klovtoftekrydset" er for mange endnu forbundet med trafikproblemer.
I dag er Klovtofte helt sammenvokset med stationsbyen Taastrup. Af landsbyens gamle gårde er endnu to tilbage, og Gl. Bakkegård ligger endda på sin oprindelige plads.
Klovtofte før krydset
Kragehave (eller Kraghave som det udtales) er den dag idag en lille landsby med landlig idyl og er vokset sammen med den ligeledes idylliske landsby Høje Taastrup. Navnet betyder "Indhegningen med Krager". Det er påvist, at der i området har været bebyggelser siden stenalderen, men første gang man skriftligt støder på navnet er i 1335, og da som Kraghehawa. I 2005 fandt arkæologerne fra Kroppedal en middelalderbrønd på Kragehave Ødetofter (læs mere).
Under svenskerkrigene i midten af 1600-tallet blev også Kraghave hærget og brændt, men i 1682 noteredes, at der var 5 gårde, som fæstede under forskellige godsejere. Landsbyen blev udskiftet i 1787. I 1830erne er der optegnet 5 store og 7 mindre gårde samt 11 huse. I modsætning til de andre landsbyer vedblev mange af beboerne her at være fæstere helt op i det 20. århundrede. Sin beliggenhed til trods har Kraghave altid været et selvstændigt ejerlav.
Marbjerg er den næstældste af de tre landsbyer i Fløng sogn, idet det antages, at den er opstået omkring år 900. Der er dog fundet tegn på, at der har boet mennesker her for flere tusind år siden.
De to stavelser i navnet har hver deres betydning. Mar betyder eng og bjerg betyder bakke, altså "Engen ved bakken". Landsbyen blev skriftligt nævnt i 1376 som "Madebyærgh". Til Marbjerg knytter der sig et sagn, idet der siges at have været en sundhedskilde, som kunne gøre blinde seende. Der fortælles bl.a. om en mand, der førte sin blinde hest hen til kilden, for at den kunne få sit syn igen. Hesten fik sit syn igen, til gengæld blev manden blind.
Gårdene i Marbjerg var større end i sognets andre landsbyer, og der blev talt om "de fine bønder i Marbjerg". Landsbyen havde ni gårde. De var alle store - over 100 tdr. land - og lå højt i en kreds omkring en sø.
Efter reformationen var Marbjerg krongods, som hørte ind under herregården Bistrupgaard, men efter 1660 forærede Frederik III Bistrup til byen København, som tak for byens indsats i krigen mod Sverige. Marbjergs bønder kom således til at fæste under København.
Ved udskiftningen i 1795 var der ti gårde og elleve huse på forten. Det lykkedes også her at lave en stjerneudskiftning, men alle husene forblev jordløse. Der er på denne tid kommet en væver og en hugger til byen og en husmand har nedsat sig som smed. Omkring 1830 var antallet af såvel gårde som huse steget til 12. Beboerne var som andre steder, lejere eller fæstere frem til midten af 1800 tallet. Gårdene var dog arvefæstegårde, men blev alle i denne periode selvejere. Omkring 1877 lå her en mælkeriskole, hvor mejersker kunne lære at kærne smør og lave ost. Siden blev den til et egentligt mejeri, som var i drift til 1921, da bygningen blev overtaget af en købmand. Landsbyen, der mistede en del af sine gårde og areal ved kommunesammenlægningen i 1970, er fraregnet dette ganske godt bevaret. I landsbyen ligger endnu seks af de gamle gårde (nogle smukt omkranset af stengærder).
Pedersen boede i Marbjerg. Opfinderen af Pedersencyklen (Christianiacyklen), Michael Pedersen, med skæg og følge. Damen i baggrunden er hans kone Dagmar.
Reerslev er som mange andre byer opkaldt efter en mand og består af to led, nemlig mandsnavnet Rethar og lev , der betyder "arvegods". Reerslev betyder altså "Rethars arvegods".
Udenfor den nuværende by er der fundet tre stenalderhøje og seks bronzealderhøje. Der har altså ligget en boplads i meget gamle dage. Vi skal dog helt frem til 1257 for at finde navnet Rethaelef i de skriftlige kilder. Det er dog sikkert, at der har været en by før den tid, fordi kirken er fra midten af 1100-tallet. Kirken er som de fleste middelalderkirker bygget af groft tilhuggede kampesten udsmykket med kridtkvadre og bestod oprindeligt af et skib og et kor med fladt loft. I 1300-tallet fik den en gotisk hvælving, og i 1400-tallet blev langmuren forhøjet, og kirken blev tilbygget med et våbenhus både mod nord og syd samt et tårn og sakristi. I midten af 1470'erne var Isefjordmesteren på besøg og udsmykkede kirken med kalkmalerier om Jesu liv og levned.
Da Danmark i 1660 mistede Skåne, udlagde den danske konge jorder til skånske herremænd i Danmark. En af dem var Holger Vind, som i 1672 havde fået samlet godset Gjeddesdal (i Greve Kommune), som bønderne i både Reerslev og Stærkende fæstnede under. Benzonsdal oprettedes i 1728 på en parcel af Gjeddesdal, mens Barfredshøj udskiltes fra samme i 1819.
I 1688 var Reerslev en stor landsby med 21 bøndergårde og et ukendt antal huse. Det var også den første landsby i kommunen, som fik en skole. Det skete allerede i 1630, men derefter forfaldt den, og fra 1736 blev børnene undervist i en lejet stue. I 1740 havde bønderne fået samlet så mange midler sammen, at de kunne bygge en ny skolebygning ved tingstedet. Denne blev revet ned i 1970.
Reerslev blev udskiftet i to omgange, nemlig i 1787 og 1794, og landsbyen udviklede sig op gennem 1800-tallet. I 1830-erne var byen på 18 gårde og 24 huse, og der var kommet håndværkere til byen, nemlig en smed, en skrædder, en hjulmager og en høker. Der var tillige et fattighus. I 1836 fik byen en ny skole, og kirken blev i perioden 1864-82 restaureret og skiftede form, da det søndre våbenhus og tårnet blev revet ned. Tårnet blev erstattet af et nyt, og kirken blev forlænget mod vest, mens korets østgavl blev nymuret fra grunden, og hele kirken blev skalmuret med moderne munkesten, så den blev rød.
Andelsbevægelsen, som opstod i hele landet i disse år, var medvirkende til, at der kom et mejeri, en brugsforening og et forsamlingshus. I begyndelsen af 1900-tallet begyndte bønderne at sælge ud af deres jorder, fordi de store aflejringer fra istiden gav grobund for en ny industri, nemlig grusgravning. I dag er disse grusgrave omdannet til et rekreativt fritidsområde med skibakke, friluftsteater og golfbane, og landsbyen har fået et nutidigt præg af nye huse.
Navnet Sengeløse er sammensat af ordene "Sæing", der betyder "beboer ved søen" og "løse", der betyder "en græsgang". Sengeløse betyder med andre ord "Beboerne ved søen", og er første gang nævnt i de skriftlige kilder i 1178 som Siængeløse, som Syongnelofae i 1257, og igen i 1271 som Sengiløs.
Det er en stor og i grundplan velbevaret fortelandsby. Nord for Sengeløse ligger store moseområder, og mod nordvest fører en vej (Cathrinebergvej) over det fugtige terræn. Vejen har afsæt i en lav, naturlig tærskel mellem to langstrakte mosebassiner, Vadsby Mose og Sengeløse Mose, men er ellers på en lang strækning en "vase" - en menneskeskabt dæmning. Denne vejforbindelse er givetvis lige så gammel som Sengeløse og Katrineberg (tidligere landsbyen Rårup). Sengeløse har været kirkeby siden den tidlige middelalder, og hørte under Roskildebispen.
Arkæologiske undersøgelser tyder på stor kontinuitet i landsbyens udlæg gennem tiden. I 1682 var der 15 gårde og 12 huse, foruden præstegård og kirke. Ved folketællingen i 1787 (tre år før udskiftningen), var de vokset til 17 gårde og 24 huse og der boede 239 personer, heraf 16 gårdmænd og 23 husmænd, hvoraf nogle også var håndværkere. Der var fire skræddere, to smede, to tømrere, en væver, en tækker, en murer samt en jordemoder. I løbet af 1700-tallet kom der også en skole, som lå i det såkaldte Klokkerhus ud mod Landsbygaden. Op gennem 1800-tallet skete der ikke de store ændringer udover, at der kom flere håndværkere, egen skolebygning samt at flere gårde blev delt, således at der i 1836 var 29 gårde og 57 huse.
Omkring midten af århundredet startede et teglværk, og i sidste halvdel kom der en brugsforening og mejeriet Vasekilde. Lidt nord for landsbyen blev Sengeløse Maskinfabrik oprettet i 1938.
Indtil sammenlægningen med Høje-Taastrup Kommune i 1974 var Sengeløse sogn identisk med Sengeløse Kommune og landsbyen Sengeløse denne kommunes kirkeby.
I dag genfindes landsbyens oprindelige struktur takket være et intakt vejforløb omkring landsbyens langstrakte forte med gadekær, kirke, kirkegård og et antal gårde og huse på oprindelig plads.
Sengeløse Kirke. Kirken er opført af rå og kløvede kampesten, som i dag er skjult af det hvide puds, og bestod oprindeligt kun af et skib og et lille kor med bjælkeloft og få og små vinduer. Kirken blev af biskop Absalon skænket til Vor Frue Kirke i Roskilde og viet til Skt. Poul. I første halvdel af 1400-tallet blev skibet forsynet med tre fag krydshvælvinger, og i slutningen at århundredet blev der tilbygget et tårn, koret blev udvidet og der blev bygget et våbenhus mod syd.
Soderup er den yngste af de landsbyer der udgør Fløng sogn og ligger på grænsen mellem, hvad der tidligere var Sømme og Smørum Herred. På grund af navnet formodes det, at den er opstået i slutningen af vikingetiden, men der er fundet beviser for, at der også har boet mennesker her i bondestenalderen.
Navnet kommer af mandsnavnet Sote eller Soti og af torp , som betyder "udflytterbebyggelse", altså "Sotis udflytterbebyggelse". Navnet bliver første gang nævnt i de skriftlige kilder i 1257 som Sothæthorp.
I Christian Vs Matrikel fra 1688 talte Soderup 8 gårde fordelt i en ring omkring forten, hvorpå landsbyens seks huse lå. Soderup udskiftedes så sent som år 1800, men var til gengæld et skoleeksempel på en såkaldt stjerneudskiftning, der tillod alle landsbyens gårde at blive liggende i byen, mens husmændene fik tildelt små lodder nordøst herfor.
Omkring 1830 bestod landsbyen endnu af 8 uudflyttede gårde, mens antallet af huse var steget til 14, alle med jord. De mange uudflyttede gårde bevirker, at Soderup fremstår som en "rigtig" landsby, et særsyn i området, og endnu drives der landbrug fra fem af dem.
Stærkende er den sydligste landsby i kommunen. Navnet består af to led, nemlig ordene "stærk" og "inge". Stærkende betyder "Stedet for de stærke beboere". Vi skal helt frem til 1334 før vi i de skriftlige kilder finder navnet Stærkinggæ og i 1403 som Sterkinge. Der har dog boet folk her tidligere, idet der er tre bronzealderhøje lige vest for byen.
I 1650 blev stedet, som så mange andre, udplyndret af svenskerne og folk måtte flygte, men i 1682 blev der registreret en mindre landsby med 7 gårde og nogle huse. Tre gårde og næsten alle husene kom i slutningen af 1600 tallet til at fæste under det nyoprettede gods Gjeddesdal (se også under Reerslev).
Ved udskiftningen i 1794 var der 10 gårde og 24 huse. De 3 gårde og tyve huse der fæstede under Gjeddesdal fik alle deres jord placeret i den sydøstlige del af landsbyjorden, således at de kom til at støde op til Gjeddesdals hovedgårdsjord, og blev kaldt Stærkende huse. Resten af gårdene og husene blev liggende inde i landsbyen.
I slutningen af 1800 tallet blev der bygget to møller. Den oprindelige Tjørnehøj Mølle, opført i 1885 og beliggende i landsbyen, er nu erstattet af en motordrevet mølle. Maglehøj Mølle - en såkaldt gallerihollænder - opførtes samtidig lidt syd for landsbyen. Den var i drift 1885-1957 og blev restaureret i 1980erne.
Nedenfor: Maglehøj Mølle og Tjørnehøj Mølle.
Taastrup Valby er svær at få øje på når man kommer til Taastrup . Landsbyen er blevet helt opslugt af stationsbyen. Oprindeligt hed den Valby, det kommer af "Wal", der betyder slette eller græsgang og "by", der betyder boplads, altså "Bopladsen på sletten".
Det menes, at der har boet jægere her for ca. 8000 år siden. Første gang de skriftlige kilder nævner byen, er i 1350, hvor den kaldes Waldbye. I 1622 kaldes den Tostrups Valbye.
Landsbyen er bygget op omkring Mølleåen, og der var en vandmølle, Valby Møllegård, der først nævnes i kilderne i 1573, da den blev overtaget af kronen.
Ovenfor: Valby Søndergade 10.
I 1682 bestod landsbyen af 12 gårde og 13 huse, den ene gård lå udenfor landsbyen. I 1770'erne blev den nordligste del af landsbyjorden gennemskåret af den nys anlagte Roskilde Hovedlandevej, og i slutningen af 1780'erne blev den igen delt, denne gang af Køgevej, der blev bygget som københavnernes forbindelsesvej til Køge. Den blev udskiftet i 1795. Omkring 1830 bestod landsbyen af 13 gårde, en skole, 16 huse med jord og 12 uden. Ved Valby Møllegård drev mølleejeren endvidere kro og havde kalkbrænderi og et teglværk, der anvendte tørv som brændsel. Gården eksisterede endnu i 1970'erne, men er nu nedrevet. Efter jernbanen. I 1847 åbnedes jernbanen mellem København og Roskilde og delte landsbyjorden en gang til, og der blev anlagt en station ved Kjøgeveien. I de første 40 år efter jernbanens åbning skete der ikke de store ting ude på marken ved stationen. Men i 1880'erne begyndte gårdene inde i landsbyen at udstykke og frasælge grunde omkring stationen, og der byggedes både beboelser og købmandsgårde. Det var dog først efter århundredskiftet, at udviklingen udenfor landsbyen tog fat. Boligmanglen efter 2. verdenskrig, og specielt da S-togene kommer til Taastrup i 1963, gav landsbyen dødsstødet. Fra at have været en landsby med tolv gårde er nu kun er én gård tilbage, nemlig Blaakildegaard, og der er ingen steder, hvorfra der drives landbrug.
Vadsby er den vestligste landsby i Sengeløse sogn og ligger ved et vadested over Vadsby Å, hvad navnet også antyder, idet det er sammensat af ordene Vats , der betyder vadested og by , der betyder bebyggelse, altså "Bebyggelsen ved vadestedet".
Første gang man støder på bynavnet er i 1335, hvor det er optegnet som Vatzby. I 1472 omtales landsbyen som Wasby. At der har været bebyggelse her fra gammel tid ses af, at der i området har været mindst seksten bronzealderhøje i en tæt klump. I dag er der kun en tilbage.
Landsbyen blev udskiftet i 1787. Af landsbyens otte gårde forblev de fire - Davergaard, Rygaard, Bavnagergaard og Toftegaard - inde i byen, af hvilke de tre endnu ligger på deres oprindelige plads. Af de udflyttede gårde købte Ågesholm sig i løbet af 1800-tallet store arealer fra de andre gårde. I 1836 var der i Vadsby fjorten huse, og der var kommet en hjulmager til byen, og der var kommet en skole.
Den største udvikling i nyere tid er ikke sket inde i selve landsbyen, men i det nordøstlige hjørne af "landsbymarken", nemlig nede ved Sengeløse, der er vokset ud mod vest.
Vridsløsemagle ligger i Sengeløse sogn. Navnet er sammensat af 3 ord Writh , der betyder en bøjning i terrænet, løse , der betyder en græsgang og magle, der betyder stor. Vridsløsemagle er altså "Græsgangen ved bøjningen i terrænet" og ligger da også i en lav slugt med højereliggende land mod øst og vest.
Der er tegn på, at der her har boet folk helt tilbage for 10.000 år siden, og ved kanten af højdedraget umiddelbart vest for Vridsløsemagle ligger den ene af oprindelig to tætliggende bronzealderhøje, som med navnet "Baunehøj" kan tolkes som led i en varslingskæde.
Det er dog først i 1335 man støder på navnet Wrisløsæ og i 1388 Wrytzløsæmagle. Det var på denne landsbys jorder, Eskild Snubbe Hemmingsen af Bytteborg lod opsætte et kors til minde om sin hustrus nedkomst med en søn på vej til borgen. Det såkaldte Snubbekors.
Muligvis brændte svenskerne landsbyen af i forbindelse med Københavns belejring i 1658, og i så fald blev den efter krigen genopbygget ved siden af den gamle.
Efter reformationen ejede Københavns Universitet et par af gårdene i Vridsløsemagle, og i 1600-tallet grundlagde den store og magtfulde professorfamilie Bartholin lystgården Pilenborg på en eng i landsbyen. I 1704 opførte astronomen Ole Rømer sit landobservatorium på Pilenborgs jorde - derfor spiller Vridsløsemagle en rolle i astronomihistorien, og derfor ligger Kroppedal Museum, hvor det gør.
I 1780 blev landsbyen udskiftet, men året efter blev den hærget af en voldsom brand, som ifølge kirkebogen ødelagde 6 ud af 10 gårde og adskillige huse. I stedet for at genopbygge på stedet valgte de fleste at flytte uden for byen. Ved folketællingen i 1787 opregnedes 12 gårde og 14 huse.
Antallet af gårde var uforandret i 1830, mens der var hele 36 huse, hvoraf de 13 havde jord. Forklaringen var, at flere håndværkere var kommet til. Der er nu to hjulmænd, to sadelmagere, en skomager, to skræddere, en tømrer, en smed og et par høkere. Og byen har fået et fattighus og en skole på forten.
I det 20. århundrede blev gårddriften flere steder omlagt til gartnerier og fritidshuse, og der flyttede flere forstadsbeboere til.
Trods branden i 1781 og det ringe antal gårde i landsbyen, er så mange gamle huse bevaret omkring et intakt vejnet, at Vridsløsemagle kan betegnes som en lille kulturhistorisk perle.