Svensk forhandlingsreferat fra Høje Taastrup Præstegård

Da forhandlingerne ved Høje-Taastrup præstegård fandt sted så det sort ud for Danmark. Fredriksodde/ Fredericia havde kapituleret, Svenskerne havde omringet København og Corfitz Ulfeldt (Christian IV’s tidligere Rigshofmester) havde gået over til den svenske konges tjeneste efter at Frederik III afskediget ham og rejste en sag om ham vedrørende underslæbet af penge fra Øresundstolden i 1651. Nu kunne han få sin hævn over for Danmark og Frederik III

Ulfeldt:
Jeg ved ikke, hvad årsag I have at diffikultere især om Bohus, eftersom jeg dér tilforn haver været guvernør og derfor ved denne stad ikke at være af så stor importans, som I vil udmale den.

Skeel:
Bohus, det er fast (dvs. grundmuret fæstning).

Bielke:
Derfor begærer vi det.

Gersdorff:
Af samme grund kunne I, gode Herrer, også begære København.

Bielke:
Kgl. Maj. (Karl Gustav) har resolveret alene i dag, eller, om noget godt udslag på traktaten bliver, også i morgen at ligge stille, men vil I med unødige disputer trænere sagen, hvem ved, hvad så sker !

Gersdorff:
Får vi hjælp, så drager vi med Eder.

Bielke:
Vi tilmasser os ikke nogen magt eller lykke heri, men forsikrer Eder: går denne traktat ikke vel for sig, at vi kommer til aktion, det lærer batte hedt.

Ulfeldt:
Vi vil konsidere egenskaberne på de begærede lande særskilt, så skal I sande, at sagen ikke er så utålelig, som i foregiver: thi Skåne er vel et godt land, mjen ikke ene suffisant til at gå lige op mod de lande og provinser Kgl. Maj. Indehaver. Hvad er Blekinge? Et magert land, som alene har to arme guvernementer. Med 400 mand vil jeg holde således Christianstad indestængt, at de derudi skulle forsmægte og forgå – Udi det øvrige, hvad drager I for nytte eller gavn af Bohus?

Gersdorff:
Der er en mægtig havn.

Ulfeldt:
Ligesom i Marstrand, hvorfra man, når man er kommen derind, har største møje med at komme ud igen.

Skeel:
Udi Marstrand er der et fortresse.

Ulfeldt:
Det haver aldrig været andet end et blokhus. Og om, Skeel, I vil bygge aldrig så høje murer omkring staden, så kan staden endog ikke beskyttes, fordi de omkringliggende bjerge så høje er, at man fra dem således kan tvinge staden, at ingen skal driste sig til at lade sig se på gaderne. For hvilken årsags skyld også Kong Christian (IV) aldrig haver villet lade befæste denne ort (sted). Dertil med have I af Bohus ringe indkomster, hvilke ikke kunne overstige 40.000 daler årligt.

Bielke:
Heri må ske en resolution, ellers er bedre, at vi jo før jo hellere skilles ad.

Gersdorff:
Når vi tilbyder os at kontentere Eder, hvad vil I mere søge?

Bielke:
Det gør I ikke.

Skeel:
Er det ikke nok, når vi efterlader Eder Halland, Skåne, Blekinge, Bohus?

Ulfeldt:
Nej, Trondhjem og Bornholm må være med?

Gersdorff:
I forsøger at fortage os alle vore kræfter og afhænde os de orter, af hvilke vi vort bedste krigsfolk plejer at få.

Ulfeldt:
Skal vi herefter gå sikkert, kan vi ikke gøre anderledes.

”Den svenske referent giver et billede af Ulfeldt i hans livs øjeblik, hvor han støttet af de svenske sejre og sin egen skarpe dialektisk ydmygede sine gamle fjender.”
Kilde: Enhjørningen Corfitz Ulfeldt, af Steffen Heiberg, 1993

En forræder er aldrig til at stole på. Senere i 1658 blev Uldfeldt beskyldt af Svenskerne for at have givet oplysninger til Danskerne der resulterede i de store tab som svenskerne led under Stormen på København. Det betød, at Ulfeldt skulle flygte fra Sverige til Bornholm. De blev behandlet med overraskende nådighed og løsladt mod at han underskrev et bønskrift og afståede han dansk ejendom.
Galt gik det igen i 1662 da han blev nævnte i forbindelse med en planlagt statskup i Danmark. Ulfeldt blev dømt til døden i absentia og døde en fattig mand i Tyskland i 1664. Hans kone, Christian IV’s datter Leonora Christina blev pågrebet i England og sad 22år i det Blå Tårn på Christiansborg.