Kroppedal overtager driften af Ishøj Lokalhistoriske Arkiv
I 2009 overtager Kroppedal driften af Ishøj Lokalhistoriske Arkiv. Det giver arkivet helt nye muligheder for formidling og arkivarbejde, og ligger i forlængelse af det tætte samarbejde mellem Ishøj Kommune og Kroppedal i forbindelse med Thorsbro Vandværk og kommunens rige oldtidshistorie.
Ishøj Lokalhistoriske Arkiv indgår i en større enhed
I 2009 overtager Kroppedal Museum driften af Ishøj Lokalhistoriske Arkiv. Dermed kommer arkivet til at indgå i Kroppedals særlige enhed for arkiver, som i forvejen består af de lokalhistoriske arkiver i Albertslund, Herlev og Høje-Taastrup.
Det giver arkivet en øget ballast, som skal hjælpe det med at løfte opgaver omkring arkivarbejde og formidling.
Ny arkivleder
Arkivet opnormeres med en arkivleder. Til posten er udpeget Lars Spatzek, der gennem 12 år har ledet Byhistorisk Samling og Arkiv i Høje-Taastrup (Blaakildegaard) og også er leder for Kroppedals enhed for arkiver. Dermed får arkivet en leder med stor erfaring inden for både arkivdrift og formidling.
En vigtig opgave er at få arkivets forvaltning ført op til nutidens krav for registrering og bevaring. Arkivet er velordnet, så dette arbejde vil bestå i løbende nyregistreringer, samt konvertering af de registreringer, som der ligger på en database på nuværende tidspunkt. Målet er, at denne database med tiden vil komme i en version, der er tilgængelig på nettet, hvorved arkivets samlinger vil blive tilgængelig for alle kommunens borgere. |
 |
Der er reception for den nye arkivleder, tirsdag d. 20. januar kl. 17-18 på Ishøj Lokalhistoriske Arkiv. Alle er velkomne.
Nye mål
Det er en klar målsætning, at arkivet skal være mere synligt over for alle borgere i Ishøj Kommune. Med sine gamle landsbyer, nyere boligområder, stationsby og spændende landskaber har kommunen en fængslende historie, som skal gøres nærværende for borgerne. Det skal ske gennem udstillinger, skoletjeneste og på internettet. Arkivet bliver udstyret med sin egen hjemmeside, der skal fungere som vidensportal for alle, der interesserer sig for lokalhistorien.
Også samarbejdet med Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forening vil blive styrket. Ishøj Kommune er velsignet med en lang række ildsjæle, der gennem flere år har ydet en imponerende frivillig indsats med hensyn til udadvendte aktiviteter, og ikke mindst har medvirket til at bevare lokalhistorien for eftertiden.
Ligeledes vil der fortsat være et tæt samarbejde mellem arkivet og Ishøj Bibliotek. Dette samarbejde vil udmønte sig i udstillinger og andre intiativer, såsom et øget ABM samarbejde (Arkiv-Bibliotek-Museum).
Thorsbro Vandværk og Fyrsten fra Ishøj
Samarbejdet mellem kommunen og Kroppedal ligger i naturlig forlængelse af det tætte samarbejde, som for alvor blev etableret i 2008 omkring Thorsbro Vandværk og de rige jernalderfund fra Torslunde.
Vandværkets 100 års jubilæum blev markeret med en række foredrag og aktiviteter. I tæt samarbejde med foreningen på Thorsbro Vandværk skal formidlingen af dette spændende stykke industrihistorie fortsat udvikles.
Da Kroppedals arkæologer i 2007-2008 fandt en fyrstegrav i Ellekilde, Torslunde vakte det stor bevågenhed, både nationalt og lokalt. I første omgang blev dele af fundene udstillet i Ishøj Kulturcafé. I 2009 kan man på Kroppedal, ikke bare møde fyrsten ansigt til ansigt, men også se de fine fund, af især romerske gravgaver, som nu er blevet omhyggeligt konserveret. Læs mere
Klik på billedet for at se det i høj opløsning |
|
Yderligere information
Har du brug for yderligere information eller materiale, er du meget velkommen til at kontakte Lars Spatzek eller informationsansvarlig Jakob Danneskiold-Samsøe.
|