Når arkæologi
bliver spændende
Kroppedals arkæologer har travlt. Nu hvor foråret
endelig er kommet står bygherrerne i kø for at få foretaget
de nødvendige arkæologiske udgravninger. Således
er der i de sidste dage foretaget afsluttende udgravninger af en
række grave ved Ryget Skovby i Værløse. En af
dem indeholdte brændte hundeknogler og en anden et meget
flot og velbevaret grønt glas. Men det særlige og
interessante er dog, at der havde været nogen i den ene grav
- før arkæologerne.
Arkæologi er ofte som en spændende detektivhistorie,
den starter lidt halvkedeligt og trivielt, men så begynder
sporene at dukke op, og ikke alt er, som det ser ud til. Sådan
er det også i Værløse. Her blev der først
lokaliseret et større antal hustomter fra oldtiden, få daterende
oldsager i husene og en del affaldshuller med mange potteskår.
Men så dukkede der en række brandgrave op, hvoraf en
indeholdt brændte hundeknogler og en anden sandsynligvis
brændte knoglerne fra et menneske.
Brutale gravrøvere
De mange hustomter og de ret
specielle brandgrave gav arkæolog Tom Giersing, der leder udgravningen, blod på tanden,
og ret hurtigt blev der lokaliseret to jordfæstegrave. Den
ene er næsten væk, kun bunden er tilbage. Den anden
derimod er mere velbevaret. Den afdøde er blevet begravet
i en stor egetræs stamme som er blevet kløvet på langs
og derefter udhulet. Kisten har stået i et 2 gange 4 m stort
stenbygget kammer.
Den afdøde havde som det var skik og brug,
fået gaver med sig i døden. Et meget fornemt facetslebet
og næsten 20 cm højt glasbæger samt tre flotte
udformede lerkar. Glasbægeret er oprindelig fremstillet i
det østlige Romerriget omkring 350 e. Kr. Glasset er sjældent
og er kun fundet i to andre grave i Danmark.
En person, der har fået så fornem en
gave med sig i graven, nøjes normalt ikke med det, men har
ofte også fået genstande af guld og sølv med
sig.
Men der var ingen guld-, sølvsmykker eller
for den sags skyld ret meget af den afdøde tilbage i graven.
Midt i graven var der nemlig et stort hul, der viser, at graven
er blevet plyndret i oldtiden, formentlig kort tid efter, at den
er blevet lukket. Kraniet af den døde lå stadig i
graven, mens resten af kroppen var væk. Røverne har
brutalt revet den afdøde ud af graven, taget de smykker,
som den døde havde på sig, hugget hovedet af liget
og smidt det ind i graven igen. Men glasset og lerkarrene har røverne
overset. Antropologiske undersøgelser vil vise, om den gravlagte
er en mand eller kvinde, og hvordan hovedet er blevet adskilt fra
kroppen.
Det flotte glas er nu i konservatorernes
kyndige hænder. Derefter vil det blive udstillet på Værløse
Museum. |