Historiske steder i Albertslund

Anstalten i Herstedvester huser kriminelle med psykiatriske sygdomme og dømte med tidsubestemte forvaringsdomme, mens det der betragtes som sindssyge kriminelle er indlagt på psykiatriske hospitaler eller på sikringsanstalten i Nykøbing S.

Desuden har grønlandske indsatte i Danmark siden 1986 været samlet i en særlig afdeling ved anstalten i Herstedvester med tilknyttet grønlandsk personale.

Institutionen blev etableret i 1935 under betegnelsen Psykopatforvaringen, og som betegnelsen antyder var det dengang udelukkende psykisk syge kriminelle der afsonede på stedet. Sådan en institution var blevet nødvendig, efter man i 1930 havde indført en mulighed for at idømme psykisk syge kriminelle en forvaringsdom, der indebar psykiatrisk behandling, i stedet for en almindelig fængselsdom. I en kort periode efter befrielsen i 1945 blev stedet brugt af modstandsbevægelsen til internering af landssvigere.

Fra etableringen og frem til 1982 var anstalten organisatorisk underlagt fængslet i Vridsløselille, der da heller ikke ligger mange hundrede meter væk på den anden side af Roskildevej. Anstaltens fritliggende toetagers bygning er dog opført i et noget mere anonym arkitektur end fængslet.

Anstalten havde sin egen psykiatriske overlæge og øvrigt uddannet personale. I første omgang blev bevogtningspersonalet hentet blandt statsfængslernes betjente. Med tiden søgte man at råde bod på denne personalegruppes manglende forudsætninger for at arbejde med psykisk syge ved at lade dem gennemgå et tre måneder langt kursus på et sindssygehospital. Personalestyrken var i starten på 25 mand, alle uniformeret personale. Det er siden steget til over 200, heraf ca. en fjerdel ikke-uniformerede.

Billeder fra interneringen af landssvigere i 1945. Billederne er fra Toftekærgårds billedarkiv.

I 1970 påbegyndtes anlæggelsen af det, der med sine 35 meter skulle blive det højeste punkt i hele København, nemlig Hersted Høje. Udgangspunktet var egentlig en idé fra skovridder Laumann Jørgensen om at lave en kælkebakke ved skoven ved Herstedvester. Det udviklede sig til, at man gennem ti år fik skabt det lille bjerg, som siden er blevet et vartegn for både Albertslund og Vestskoven, der kan ses viden om.

Herstedhøje i juni 1968.

Der var stor byggeaktivitet i Københavnsområdet på dette tidspunkt, og meget byggeaffald og overskudsjord herfra endte på Hersted Høje. 900.000 læs eller 3. mio. m3 jord og murbrokker blev det til, bragt derhen af 700 lastbiler i døgnet, da det var på sit højeste.

Høstarbejde ved Herstedhøje i 1975. Foto: Anders Sørensen.

Det kostede ikke staten eller kommunen noget. Tvært imod skulle alle lastbiler, der læssede materiale af på stedet betale en afgift. Det voksende bjerg var altså en kilde til indtægter for det offentlige, men på andre punkter var det ikke helt uproblematisk: På et tidspunkt skred bjerget delvist ud, og det voldsomme pres, som den megen vægt skabte på jorden forplantede sig og beskadigede et nærliggende gartneri, trods de sagkyndiges forsikringer om at bjerget ikke ville trykke mere på jordoverfladen end et stykke papir på et skrivebord. Desuden har den manglende kontrol med det konkrete indhold af de mange affaldslæs, betydet, at man må betragte stedet som et affaldsdepot, der skal holdes øje med.

Risby ligger ligesom Vridsløselille lige oven for den brede Store Vejleådal. Navnet er nok dannet af ordet "ris", der betyder et krat elleren skovbevoksning. Sandsynligvis strakte de store skove, som stadig præger Nordsjælland sig helt ned til Risby.

Risby i middelalderen

Risby optræder første gang i kilderne, som Riisby, i 1314. Den bestod af omkring ti gårde.

Mens gårdene i Herstederne og Vridsløselille jævnligt skiftede ejere, ser det ud som om Risby gennem middelalderen i en lang periode tilhørte den samme jordejer, nemlig biskoppen eller domkapitlet i Roskilde.

Risby i nyere tid

Efter reformationen i 1536 kom Risby i hænderne på kongen og bestod stadig af ti gårde.

Efter reformationen kom det meste af jorden i det nuværende Albertslund i kongens besiddelse. I 1682 var alle gårdene i Risby på kronens hænder.

I 1682 havde Risby endnu ti gårde, alle ejet af kongen.

I Risby er det stadigvæk muligt at fornemme det tidligere fællesejede areal, forten, midt i landsbyen som delvis åben og fri for bebyggelse. Landsbyforten, som de gamle gårde i Risby ligger eller har ligget rundt om, er i øvrigt et tidligere vådområde.

Over Risbys jorde i nord løb ved reformationstiden en tingvej, som førte fra Ledøje mod herredstinget i Ejby Lund nord for Glostrup.

Landsbyen blev udskiftet i 1790-91, men kun 7 af dens oprindeligt 17 gårde flyttede ud. Omkring 1830 var der 10 gårde og 24 huse i landsbyen.

I dag fremtræder landsbyens kerne relativt godt bevaret omkring byens forte med gadekær, ligesom vejforløbet er intakt. Af gårde findes endnu tre inde i Risby. Forten er fra gammel tid sine steder bebygget med huse.

I 1960 åbnede Novaris-filmstudierne i Risby. Iværksætteren var instruktøren Peer Guldbrandsen, der havde ønsket at indrette egne filmstudier og oprette eget selskab. Da Ny Risbygård blev til salg slog han til. Han fandt stedet egnet til filmproduktion, både på grund af den ugenerte beliggenhed med kort afstand til København, og fordi de høje ladebygninger ville være velegnede til studiebrug. Det krævede dog en større investering, men der kunne blandt andet rejses kapital ved at bortforpagte de 17 tdr. land, der stadig hørte til den forhenværende landbrugsejendom og gartneri. Man tilstræbte at bevare gårdens ydre trods ombygningerne.

Den første film indspillet på stedet var ”Skibet er ladet med”, som havde premiere 3. oktober 1960.

Senere blev film som ”Harry og Kammertjeneren” og ”Et døgn uden Løgn” indspillet i Risby-studierne.

Forholdene på stedet var primitive de første år, men efter en stor brand i 1964 blev det hele genopbygget og mere til. Det var derefter nordens største og mest moderne filmstudie.

Ved siden af stedets egne produktioner blev faciliteterne udlejet til andre producenter, både danske og udenlandske.

Kulisser i Risby-studierne. Uden år. Foto: Jens Aage Jungersen.

I slutningen af 1960’erne indspillede Novaris både folkekomedier med Dirch Passer og bløde sexfilm, som var meget lukrative. Til gengæld fik Guldbransen aldrig bevilling til at drive en biograf, som han ellers drømte om, og i 1971 gik selskabet konkurs. Herefter fulgte en række hyppige ejerskifter, indtil Nordisk Film overtog stedet i 1982. Risbystudierne fungerede til at begynde med som en slags hjælpefacilitet til studierne i Valby. Men da Bo Christensen i 1986 blev produktionschef på Nordisk Film blev flere og flere spillefilmproduktioner lagt ud i Risby, og Valby studierne skulle for fremtiden tage sig af tv-produktioner.

Film som ”Kampen om den røde ko”, ”Dansen om Regitze” og ”Jydekompagniet” og Tv-serier som ”Landsbyen”, ”Bryggeren”, ”Strisser på Samsø” og ”Forsvar” er alle optaget i Risby.

Roskilde Kro har haft to forskellige beliggenheder. Den første kro opstod ved den gamle landevej omtrent ved vandskellet og Store Vejleås udspring. En ikke helt sikker datering placerer den tilbage i 1400-tallet, men det kan ikke udelukkes, at den er ældre.

Da den svenske konge i 1658 drog gennem Sjælland med sin hær, gik det også ud over kroen. Efter krigen i 1660 beskrives den som fuldstændig nedbrudt og ruineret. Kromanden var død, og hans enke sad i en lille jordhytte og tappede øl.

I forbindelse med anlæggelsen af den ny Roskildevej omkring 1770 blev den gamle kro revet ned og flyttet til den nuværende placering. Det var et stort anlæg med statelig krobygning, rejsestald, avlsbygninger, stort brændevinsbrænderi m.m.

Roskilde Kro ved Roskilde Landevej år 1900.

Den nuværende hovedbygning er opført o. 1940, og har kun meget lidt til fælles med den gamle bygning. Sidebygningerne, der bl.a. rummer en større sal, er opført i 1920erne. Roskilde Kro lukkede i 1972, og bygningerne blev overtaget af Albertslund Kommune.

I middelalderen skiftede vejene, der egentlig bare var jordstier, jævnligt løb alt efter hvor der var mest fremkommeligt og mest behov. Frederik 2. og senere Christian 4. anlagde bedre veje til dem selv. Disse veje måtte ikke benyttes af almindelige mennesker, men det var umuligt at håndhæve i praksis.

I 1772 blev den del af Roskildevej, der løber gennem Herstederne, etableret som en efter tidens forhold moderne vej med et snorlige forløb og en god belægning. Det var en del af en større renovering og omlægning af den hidtidige snoede og meget dårlige vej mellem København og Roskilde, der fandt sted fra 1769 til 1776. Moderniseringsarbejdet, der blev ledet af den franske ingeniør J. Marmillord, udførtes af udskrevne soldater og bønder som hoveri-arbejde.

Kort med Roskildevej i Herstederne fra 1766.

Denne vej var omkring 12½ meter bred. Siden er den blevet udvidet mange gange. I 1920’erne blev vejstykket i Herstederne brolagt og udvidet med cykel- og gangsti. I 1939 fandt en større udvidelse sted, hvor vejen også blev cementeret.

Vedligeholdelsen af vejen blev ind til 1915 finansieret ved bompenge. Flere steder langs vejen var der opstillet bomme, som man skulle betale for at passere. En af disse bomme stod ved Vridsløselille, med tilhørende hus til manden der passede bommen omtrent ved Bomhusstræde.

Roskildevej ved Røde Vejrmølle 1929

I 1930’erne passerede næsten 6,000 biler hver dag på strækning mellem Glostrup og Tåstrup. I år 2000 var det tilsvarende tal vokset til 27.000 biler per døgn.

Roskildevej 1950.

Den gamle mølle og kroen

Møllen ved Herstedøster, der siden 1400-tallet havde malet korn for egnens bønder, blev ødelagt og brændt af i forbindelse med svenskekrigene. I 1721 fik en Albrect Carstensen dog lov af kongen til at opføre en ny mølle, så bønderne i området ikke skulle rejse så langt for at få deres korn malet. Hr. Carstensen fik endda lov til uden beregning at hente træ i de kongelige skove til opførelsen af møllen, samtidig med at han fik privilegium til krodrift. Den efterfølgende ejer, Henrik Cronberg udvidede disse aktiviteter yderligere efter overtagelsen i 1751. Møllen med tilhørende kro lå ved landevejen, og da den nye roskildevej i 1772 blev anlagt lidt længere mod syd flyttede man simpelthen virksomheden der hen med støtte fra kongen.

Røde Vejrmølle Kro i 1918.

I 1889 blev møllen købt af bagersvend Hans Henrik Plambech, der etablerede et bageri på stedet. Denne virksomhed voksede sig langsomt stor, men efter 1. verdenskrig måtte familien Plambech opgive driften og sælge til Arbejdernes Fællesorganisation, der drev stedet videre under navnet Glostrup og omegns Fællesbageri.

Glostrup og omegns fællesbageri

I 1919 startede Arbejdernes Fællesorganisation i Glostrup den kooperative virksomhed Glostrup og Omegns Fællesbageri A/S, som bestod af bageri og mølle og havde til formål at skaffe arbejderne så sundt og billigt brød som muligt.

Mange i lokalsamfundet fandt arbejde på brødfabrikken, der fik sit rugmel - og sit navn - fra Røde Vejrmølle på Roskildevej. Aktionærerne var småkårsfolk, og aktieandelene kunne erhverves for forholdsvis små penge, men alligevel var det uhyre vanskeligt at få aktierne afsat i de hårde tider efter 1. verdenskrig.

De første år bød på store økonomiske vanskeligheder, men brødfabrikken overlevede og klarede sig godt i en lang periode, og var en betydningsfuld virksomhed.

Røde Vejrmølle set fra nordvest i 1950'erne. Nedenfor: Fra brødproduktionen i 1950'erne og 1960'erne.

I 1973 nedbrændte den gamle mølle imidlertid totalt. Man var så kede af at miste et karakteristisk vartegn, at man købte en lignende mølle ved Tølløse, som blev skilt ad, bragt til Røde Vejrmølles brandtomt og opført igen. Omkostningerne i forbindelse med branden sammen med den hårde konkurrence i branchen og de økonomiske krisetider svækkede virksomheden, som i 1978 måtte lade sig overtage af Trianon Bageri. Brødproduktionen fortsatte på stedet ind til 1997, hvor de daværende ejere, Kohberg Brød, solgte ejendommen til et opmagasineringsselskab, der lovede ikke at rive møllen ned.

Røde Vejrmølles brand i 1973. Pressefoto.

Den gamle mølle, som altså er hentet andetsteds fra, men ligner den oprindelige til forveksling, kan derfor stadig ses ved Roskildevej på grænsen mellem Glostrup og Albertslund.

Bebyggelsen Galgebakken har ikke fået sit navn helt tilfældigt.

I skellet mellem Herstedøster og Herstedvester sogne lå ved gammel landevej Smørum herreds rettersted, Trippendals Galge.

Stedet er formentlig blevet anlagt samtidig med et tingsted omkring 1577, da Lille herred blev lagt under Smørum herred, der derefter omfattede 17 sogne inden for den nuværende vest- og nordvestegn. Et herred var en administrativ enhed, en form for retskreds. Herredstinget var rettens første instans. I 1600-tallet blev Smørum Herreds ting sat hver mandag. Indtil der blev bygget et tinghus i midt i 1600-tallet foregik det under åben himmel. Kun undtagelsesvis lod man sig tvinge af vejret til at rykke indendørs. Tingstedet blev flyttet til Glostrup i 1683 i forbindelse med en ændring af herredsinddelingerne, mens selve galgen ved Herstedøster fortsat blev brugt.

Den sidste offentlige henrettelse ved Trippendals Galge fandt sted i 1791. Den uheldige, der fik æren, var en skånsk kvinde, der havde slået sit nyfødte barn ihjel.

Da man i starten af 1930’erne lavede udgravninger til opførelse af Herstedvester Radiostation, stødte man på rester af skeletter, der var nedgravet på stedet. Forbrydere blev nemlig, på grund af deres ugerninger, ikke begravet i den indviede jord på kirkegården.

Stedet for galgebakken er i dag markeret med en orienteringstavle ved en lille undselig høj. Af tinghuset ses ingen spor.

Idéen om en skov vest for København nævntes første gang i betænkningen ”Københavnsegnens grønne områder” fra 1936, men først 30 år senere kom der for alvor gang i planerne. I 1962 nedsatte Boligministeriet en arbejdsgruppe, der lavede de første skitser til det rekreative område til Københavns voksende befolkning.

Planerne kunne ikke realiseres uden et stykke jord at plante træerne på. I starten af 1960’erne forærede forretningsmanden Sven Lorentzen Albertslund Kommune 40 hektar jord til formålet. Denne foræring hang måske sammen med et behov for kommunal goodwill, da Sven Lorentzen var interesseret i at få tilladelse til at udvikle det, der siden blev til industricentrum, på et område, der ellers ikke var udlagt til industri.

Med dette stykke jord havde man om ikke andet et sted at starte.

I 1966 skrev Hakon Stephensen så kronikken ”Lad os plante et Træ” i dagbladet Politiken, hvori han appellerede til borgerne i Københavnsområdet om at give 5 kr., som var nok til et træ. Det skabte en folkestemning, og der blev politisk enighed om at få anlagt skoven. I 1967 kunne statsskovbruget så begynde at opkøbe arealer til Vestskoven. Frem for at ekspropriere indgik staten individuelle købsaftaler med ejerne af gårde og husmandssteder, aftaler der i mange tilfælde indebar at ejerne kunne blive boende i en vis årrække, måske endda resten af livet. Kun en håndfuld af overtagelserne måtte rettens vej på grund af uenighed om prissætningen af ejendommene.

Træer flyttes til Vestskoven 1969.

I anlægget ”Mønterne” plantedes en del af de træer, som var købt for penge fra ”Plant-et-træ-i Vestskoven”-indsamlingen, hvor giverne selv kunne vælge hvilken træsort der skulle plantes. Ikke alle de valgte træsorter trivedes dog lige godt på stedet.

I det hele taget var jordforholdene ikke ideelle til skovplantning. Til gengæld var det faktisk noget af Danmarks aller bedste landbrugsjord!

De seneste udbygninger af motorvejsnettet vest for København gør indhug i skoven, hvilket har affødt en del protester fra borgere.

Vridsløselille omtales første gang i kilderne i 1335 (Wrislosæ Lillæ). Ligesom Risby ligger den lige oven for den brede Store Vejleådal. Forleddet "Vrid-" henviser formentlig til en vridning eller krumning på Store Vejleå, mens "løse" betegner en slette eller eng. Vridsløse er altså det sted ved engen, hvor åen bugter sig. Det gør den også ved en anden Vridsløse, nemlig Vridsløsemagle i Høje-Taastrup. Da magle betyder stor, så derfor er det naturligt at Albertslunds Vridløse er den lille.

I ådalen findes fugtige engdrag, og det er måske det "-løse" (lysning, åben plads, slette, eng) henviser til. Marknavnet Bavneagre, der også optræder i Harrestrup, henviser måske til et gammelt varslingssystem.

Vridsløselille i middelalderen

I middelalderen bestod Vridsløselille af omkring ti gårde.

Vridsløselille i nyere tid

Efter reformationen kom det meste af jorden i det nuværende Albertslund i kongens besiddelse. I årene 1619-1630 kom otte af landsbyens ti gårde i Christian 4.s besiddelse, hvoraf to af dem dog tilfaldt Københavns Universitet. De to sidste gårde blev ejet af hhv. Roskilde domkirke og en privat adelsmand.

I 1682 havde Vridsløselille 12 gårde. Kongen havde halvdelen, fire tilhørte Vartov Hospital i København. De to sidste var ejet af hhv. Roskilde domkapitel og adelsmanden Holger Trolle. Han var således den eneste private jordejer i Herstederne på dette tidspunkt, men også hans gård tilfaldt kongen i 1718.

Landsbyen blev under landboreformerne udskiftet i flere omgange, først i 1771-72 og senere (1784) helt omskiftet. Anlæggelsen af Roskildevej 1770-73 har givetvis medført omfordeling af landsbyens jorde.

Landsbyen havde oprindelig 12 gårde og 21 huse, men i 1830 var 5 gårde (heriblandt Albertslund, der har givet navn til den nuværende kommune) og 4 huse udflyttede.

I dag er der blot 2 gårde tilbage. Landsbyens oprindelige vejforløb anes, mens udfaldsvejene er helt ændrede.

Som et led i en større revision af det danske fængselsvæsen blev der opført et fængsel, eller som det kaldtes: En forbedringsanstalt, på Vridsløselille Mark, der stod klar til at modtage fanger i december 1859. Helt færdigt blev byggeriet dog først i 1860.

Fængslet set fra Albertslundvej omkring 1910.

Det var opbygget efter det såkaldte Philadelphia-system, der gennem de foregående årtier var blevet udtænkt i USA. Tanken var at den kriminelle gennem næsten total isolation fra andre mennesker skulle tvinges til at tænke grundigt over sine fejltrin og gennem bibellæsning og opbyggelige samtaler med moralske mennesker skulle blive et bedre menneske. Realiteten viste sig dog at være at mange fanger knækkede psykisk og blev apatiske, mens andre blev direkte sindssyge, hvilket man faktisk allerede havde erfaret i andre lande, da det dyre og prestigiøse forbedringshus ved Vridsløselille blev taget i brug.

Den meget spektakulære arkitektur understøttede dels princippet om isolation af den enkelte fange og dels gøre det muligt at overvåge fangerne konstant med mindst mulig bemanding.

Fængslet set fra sydvest i 1917 (øverst) og i 1920erne (nederst).

Det var desuden landets første fængsel uden for en købstad. Ved opførelsen var der slet ikke den bebyggelse omkring fængslet vi kender i dag. Tvært imod var det nødvendigt at opføre boliger til fængselsfunktionærerne, og snart kom tyngden i byudviklingen i området til at ligge omkring fængslet.

Fængslet i Vridsløselille er ikke mindst kendt fra indledningssekvensen til Olsen-Banden filmene, men faktisk har der siddet en del ”prominente gæster” gennem årene, eksempelvis socialistlederne Pio og Gellef, den svindeldømte minster Alberti, Thorkil Lauesen fra Blekingegadebanden, samt morderen Peter Lundin, der dog efter et overfald for sin egen sikkerheds skyld blev overført til Anstalten i Herstedvester.