Kroppedal og Damgården - To gårde på Vestegnen
”Kroppedal og Damgården. To gårde på Vestegnen”, hedder en ny udstilling på Kroppedal Museum. Udstillingen fortæller om gården Kroppedal i Vridsløsemagle, Høje Taastrup, hvor museet har til huse, og om Damgården i Albertslund. Damgården, eller Svinepyt som gården også hed, blev revet ned i begyndelsen af 1980’erne, og på grunden ligger nu Kirsebærgården, et alment boligbyggeri fra 1987.
At netop de to gårde er valgt skyldes en stor gave Kroppedal Museum modtog i foråret 2011. En ældre dame i Hvidovre forærede museet mere end 200 genstande, hovedsageligt sølv og tekstiler, med tilknytning til Damgården og Kroppedal. De fineste af genstandene, bl.a. tretårnet sølvtøj og hedebotekstiler fra begyndelsen af 1800-tallet, vil være et se i udstillingen.

Gårdspladsen på Damgården ca. 1890 før gården blev renoveret.
Gennem de to gårdes historie, fra ca. 1800 og frem til i dag, fortæller udstillingen om Vestegnen og dens forandring fra landbosamfund til moderne forstad. Fra dengang til nu har næsten alting forandret sig radikalt: Vores familieformer, boliger, møbler, tøj, transportformer, arbejdsliv, mad, sprog, sovevaner o.s.v. Også landskabet på Vestegnen har forandret sig. Før var der fladt med få træer og marker så langt øjet rakte. Siden 1960’erne er mange gårde blevet revet ned eller bygget om. Hvor der før lå marker, er der bygget boliger, arbejdspladser, veje, indkøbscentre og institutioner. Der er plantet skove og lavet bakker af byggeaffaldet fra de nye byggerier.
”I dag er der ikke mange i hovedstadsområdet, som vokser op ”på landet”. Vi taler om afindustrialisering, videnssamfund og globalisering og er blevet byboere. Men de gamle gårde og landbruget er en vigtig del af vores fælles historie; både lokal- og danmarkshistorien. Gårdejerne på Vestegnen var velhavende og deres gårde var omdrejningspunkt for en travl og farverig hverdag. Uden deres mælk, korn og kød ville københavnerne være gået sultne i seng.”, siger museumsinspektør Mette Tapdrup Mortensen, der står bag udstillingen.

Gårdejerparret Laura og Peter Godthjælpsen foran Damgården med deres tre yngste ca. 1894 efter at gården var blevet sat i stand.
Udstillingen vil udover arvegodset fra de to gårde vise mere end 100 år gamle billeder og ældre lydoptagelser fra de lokale arkiver.
Udstillingen vises fra 20. august 2011 til 30. juni 2012 på Kroppedal Museum, Kroppedals Allé 3, 2630 Taastrup. www.kroppedal.dk. Museet har åbent tirsdag til søndag fra 12 til 16. Museet kan kontaktes på tlf. 43 30 30 00. For informationer om udstillingen kontakt museumsinspektør Mette Tapdrup Mortensen på tlf. 43 30 30 20.


